Danmark

Mændene render med skattelettelsen

De skattelettelser på 23 milliarder kroner, som regeringen har lovet danskerne, kommer i stor stil mændene til gode.

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

DANMARK:Mænd bør mønstre de største smil over regeringens bebudede skattelettelser.

Langt flere mænd end kvinder får gavn af mindre topskat, større jobfradrag, forhøjet beskæftigelsesfradrag og mindre bilafgift, viser sammenligninger, Fagbladet 3F har foretaget ud fra tal fra Danmarks Statistik.

Regeringen skriver i sit skatteudspil, at de danskerne, der har den største indkomst, får 3,5 procent mere til rådighed om året som følge af initiativerne. Dem i bunden af indskomstskalaen får kun 2,5 procent.

Ser man på hvilke danskere, der har en disponibel indkomst over 500.000 kroner om året, er tre ud af fire mænd. Det viser tal fra Danmarks Statistik fra 2015. Ligeledes siger tal fra AE, at 137.000 kvinder betalte topskat i 2016 mens det gjaldt 340.000 mænd.

Og i bunden er det lige omvendt: 54 procent af danskerne med en indkomst under 200.000 kroner, er kvinder. Kvinderne topper også i gruppen mellem 200-300.000 i årlig disponibel indkomst, viser tallene.

Forbundssekretær Søren Heisel fra 3F mener, at regeringens plan er et eksempel på, hvordan uligestilling mellem mænd og kvinder vedligeholdes og skyldes mange forskellige elementer. For eksempel at kun cirka 28 procent af topskattebetalerne er kvinder.

Kæmpe problem

Modsat Søren Heisel mener skatteordfører for Liberal Alliance, Joachim B. Olesen, at det nuværende niveau for topskatten er "et kæmpe problem for ligestillingen".

- Hvis vi vil gøre noget for at få flere kvinder på direktørgangen, så skal vi sænke marginalskatten, siger han.

Det skyldes ifølge Joachim B. Olesen, at kvinder - gennemsnitligt set - er mere rationelle end mænd og ikke gider tage et topjob på grund af den høje topskat.

Adspurgt, om det er problematisk, at kvinder ikke vil få samme skattelettelse som mænd, hvis regeringens skatteudspil bliver vedtaget, svarer Joachim B. Olesen:

- Alt andet lige, så er det god ting for ligestillingen, at marginalskatten bliver lavere. Det betyder, at der kommer flere kvinder i højtlønnede job med den her reform, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst