Magre frø opgiver ikke kampen

Kathrine Pilgaard Jensen lever med sygdom - ikke mod den - men vil gerne have job

Kathrine Pilgaard Jensen må indstille sig på at skulle være fleksjobber.
Kathrine Pilgaard Jensen må indstille sig på at skulle være fleksjobber.

Villavejen er flankeret af typehuse fra 1960-70’erne. Et enkelt rødstenhus skiller sig ud med sine Christiania-lilla vinduesrammer og døre. Indenfor i huset er man ikke i tvivl om, at her bor en aktiv børnefamilie, for legetøj er en del af indretningen, og i den store kuperede have ligger legeredskaberne spredt ud. Men også her skiller familien sig ud, for Magne på to år og Ronja på fem år har en mor, der er syg.

Hun har sklerose.

De første tegn på sygdommen

- Det startede, da jeg var på efterskole i 1995, hvor jeg fik synsnervebetændelse og mistede synet på det ene øje, men så blev jeg rigtig god til at høre i stedet, fortæller Kathrine Pilgaard Jensen.

Og det er typisk for hende - at fokusere på det positive. Det er ikke sygdom, der først falder én i tankerne, når man møder den 35-årige kvinde. Hun har en frisk udstråling med en ansigtskulør, der allerede har taget farve af forårets første stråler, et smil, der når helt op til ørerne, og en krop, der er lille og spinkel.

Kathrine Pilgaard Jensen fik 80 procent af synssansen tilbage igen, men det var det første tegn på attak fra centralnervesystemet, som er kendetegnende for sygdommen multipel sklerose. I begyndelsen opleves det oftest som føleforstyrrelser, og sådan oplevede hun det da også. Pludselig forsvandt følesansen i foden, og hun kunne ikke mærke, at hun havde tabt sin sko.

- Så var det slut med at gå med sko uden hæl, og jeg måtte stoppe som håndboldmålmand, for jeg sad fast i målets netmasker uden at kunne mærke det, siger Kathrine Pilgaard Jensen med et glimt i øjet.

Symptomer som disse er typiske for den kroniske sygdom og klinger ofte af i løbet af uger eller måneder, og det skete også for Kathrine Pilgaard Jensen. Desværre gik det næste gang ud over hænderne, og hun kunne ikke holde på en kuglepen.

- Fordi jeg var så ung, var mit største problem, at jeg ikke kunne skrive under, når jeg skulle leje en VHS-film nede på tanken, fortæller hun, ikke uden humor.

Allerede dengang tænkte hun, at det da ikke kunne passe, at hun skulle begrænses sådan, for hun ville leve livet. Derfor har Katrine et slogan, der lyder: Magre frø opgiver ikke kampen.

Et ståsted på arbejdsmarkedet

- Jeg er gået i symbiose med min sygdom og lever med den, ikke mod den, ellers kan man bruge uendelige kræfter på at kæmpe imod, siger hun.

Lige nu er Kathrine Pilgaard Jensen gået ind i en ny livsfase. Hun blev uddannet ernærings- og husholdningsøkonom i 2005 og har siden læst humanistisk informatik. I december stoppede hendes midlertidige job som rengøringsfagleder, og jagten på drømmejobbet gik ind.

Desværre faldt det også sammen med, at sklerosen gik ind i en aggressiv fase med kroniske smerter, og drømmejobbet blev i stedet til et job på nedsat tid - et fleksjob. Det har været lidt svært at sluge, selv for Kathrine Pilgaard Jensen.

- Man troede, man var i gang med karrieren, men så står man pludselig et helt andet sted - man bliver godt nok omstillingsparat med den her sygdom, siger hun og håber på, at der er en arbejdsgiver derude, som kan bruge hende og ikke ser hendes sygdom som det væsentligste, for det gør hun nemlig ikke selv.

- For mig fylder den ikke noget, siger hun, og skriver i sit jobopslag, at hun har et hjerte af service og kommunikation med en energi der smitter - for det magre frø er SÅ klar til at spire i forårssolen...

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden