Efter Karsten Lauritzens exit: Maja Torp er klar

Efter Karsten Lauritzens (V) exit fra Christiansborg, har hverdagen ændret sig radikalt for byrådspolitiker i Aalborg Maja Torp (V). Som 1. suppleant overtager hun den ledige stol i Folketinget fra 1. februar

Maja Torp (V) glæder sig til at vende tilbage til lovgivningsarbejdet i Folketinget.Arkivfoto: Torben Hansen

Maja Torp (V) glæder sig til at vende tilbage til lovgivningsarbejdet i Folketinget.Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Da det fredag eftermiddag blev meldt ud, at Karsten Lauritzen (V) trækker sig fra politik med udgangen af januar for at blive direktør i DI Transport, betød det ikke kun en ændring i den tidligere skatteministers hverdag. Byrådsmedlem i Aalborg Kommune Maja Torp (V) er nemlig 1. suppleant, og skal derfor være folketingspolitiker. Igen.

I foråret 2021 havde hun nemlig nogle måneder som suppleant på Christiansborg, da Marie Bjerre (V) afholdt barsel. Og byrådspolitikeren er klar på runde to.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at vende tilbage til Folketinget. Jeg havde nogle gode måneder derovre sidste forår, og der er mange ting, jeg føler, jeg ikke blev færdig med, siger Maja Torp.

Det var især arbejdet med frikommunerne, der optog hende i fjor. De forsøg, der var blevet gjort med at sætte eksempelvis jobcentrene fri, havde vist gode resultater. Hun pressede på for at indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) skulle udrulle frikommuneordningen alle steder i stedet for at lade det stoppe med forsøget.

- Derfor var det glædeligt, at statsministeren gav tilsagn til det i sin nytårstale. Der ligger helt sikkert et vigtigt arbejde foran os der. For det kan være med til at frigive noget tid og nogle hænder, hvis vi får skåret noget af al den unødvendige bureaukrati væk. Især som det er lige nu, hvor vi virkelig mangler arbejdskraft.

Og så er der også en potentielt historisk afgørelse, som hun glæder sig til at komme tættere på.

- Jeg kommer også til at sidde i Folketinget i en periode, hvor Minkkommissionen kommer med sin afgørelse. Det kan gå hen og blive historisk, så det glæder jeg mig også til at følge helt tæt på.

Bliver i byrådet

Maja Torp er i dag medlem af en række udvalg i Aalborg Byråd, men også det kommer til at ændre sig. Hun har dog besluttet sig for at beholde sin plads.

- Jeg blev valgt ind på et stærkt mandat, og det tager jeg seriøst. Men jeg nåede da at blive lidt rundtosset, for det handler om, at jeg skal få det til at hænge sammen. Jeg har allerede søgt orlov fra mit arbejde, og så har jeg tænkt mig at bede nogle byrådskolleger om at overtage min plads i de fleste af de udvalg, jeg er med i.

Kabalen kan dog gå op, så hun fastholder sin plads i ét udvalg i byrådet. Der er byrådsmøde hver mandag, møder i Folketinget hver tirsdag, onsdag og torsdag og møde i job- og velfærdsudvalget i Aalborg Byråd hver anden fredag. Derfor beholder hun sin plads i det udvalg.

Respekt for Lauritzens beslutning

Karsten Lauritzen har begrundet sin beslutning om at forlade Christiansborg og dansk toppolitik med, at han skal være far for første gang til foråret. Derfor har han brug for noget mere forudsigelighed i hverdagen, har han udtalt til Politiken. Det harmonerer ikke med at bo i København og være opstillet i Nordjylland.

Og det er en beslutning, som Maja Torp både begræder og har stor respekt for.

- Jeg er da rigtig ærgerlig på Venstres vegne, for Karsten Lauritzen er en meget stor kapacitet og et politisk talent. Det er et stort tab for Venstre. Men det er svært at have en familie med et lille barn og være politiker samtidig. Især når man som han har boet i København, men været opstillet i Hjørring kredsen. Når han så ovenikøbet får tilbudt en god stilling, så kan jeg til fulde forstå hans svære beslutning.

Venstre har nu mistet flere markante profiler i Folketinget på kort tid. Foruden Karsten Lauritzen har man også mistet Tommy Ahlers, Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg af forskellige årsager. Maja Torp medgiver, at det kan se ud til, at Venstre er i krise, men hun er ikke bekymret.

- Venstre har den politik, som partiet altid har haft. At der så er en række kendte navne, der forlader os af forskellige årsager, ændrer ikke noget. Som jeg ser det, er der stadig en masse talenter i Venstre. De kan måske også få noget mere plads nu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.