Malefællesskab udstiller ved Vorupør Landingsplads

Fra september til marts mødes de hver anden tirsdag i Billedskolen i Heltborg for at male sammen og få vejledning af Per Just

Fra venstre Kirsten Nygaard, Karen Bech Haagaard og Lene Sejersbøll Yde var dem af de ni udstillere, som torsdag passede udstillingen i Vorupør.
Fra venstre Kirsten Nygaard, Karen Bech Haagaard og Lene Sejersbøll Yde var dem af de ni udstillere, som torsdag passede udstillingen i Vorupør. Bo Lehm

VORUPØR: Frem til og med søndag 5. august kan man opleve diverse malerier i kulturhuset ved siden af Madpakkehuset på Vorupør Landingsplads. Det er ni mere eller mindre lokale udstillere, som alle i sæsonen fra september til marts mødes hver anden tirsdag i Billedskolen i Heltborg, hvor de får gode råd og især bliver guidet i billedindsigt af Per Just, Ørum, som også er en af udstiller i Vorupør:

- De syv af os har gået sammen, malet sammen og diskuteret maleriet med hinanden gennem mange år, fortæller Kirsten Nygaard, Humlum, med sommerhus i Nr. Vorupør siden 1992 sammen med sin mand Bjarne, der har en båd på stranden. Det var de to, som for to år siden tog initiativet til den første udstilling, men det var kun en weekend:

- Det var for meget arbejde bare for et weekend, så I år har vi lejet huset i to uger, fortæller Kirsten Nygaard.

De syv kvinder - og nys tilkomne Connie Nordholt, Vesten Bjerget, som flyttede til egnen i fjor - udgør nærmest en familie - i hvert fald en malefamilie, og med udstillingen i år er deres mænd også blevet inddraget i fællesskabet. I øvrigt udstiller de hvert forår på Heltborg Museum som afslutning på billedskolesæsonen.

De endnu ikke nævnte seks malende kvinder er Ragna Dahlgaard, Harring, Karen Bech Haagaard, Bedsted, Gunn W. Jensen, Bedsted, Grethe Lyager, Snedsted, Ruth Svalgaard, Holstebro, tidligere Hurup, og Lene Sejersbøll Yde, Øster Hvidbjerg på Mors:

- Vi maler, fordi vi ikke kan lade være. Det er ikke bare for sjov, siger Lene Sejersbøll Yde.

- Men det er også, fordi det er sjovt, siger Karen Bech Haagaard.

Og så er der tale om et fællesskab:

- Ofte foregår det på den måde, at én af os har en idé til et tema, og så maler vi hver især vores maleri over det tema. Undervejs diskuterer vi maleriet, og Per Just går rundt og kigger på malerierne. Ofte får han nogle billedmæssige oplevelser, som vi slet ikke selv har set, siger Karen Bech Haagaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden