Maleri breder sig helt vildt
Hen over sommeren kan publikum følge udviklingen af et stort værk hos Langes Kunsthåndværk
AALBORG: ”Ikke det klogeste brøl i skoven”.
Sådan lyder den underfundige titel på et stort vægmaleri, som bliver en del af Galleriloftets sommerudstilling.
Stedet er familien Langes kunsthåndværkergård i Hjelmerstald midt i Aalborg. Udstillingen åbner torsdag 19. juni kl. 16, og publikum er velkommen til at kigge forbi og følge udviklingen i maleriet, hvor skoven gradvist vokser sig tættere og tættere.
Vægmaleriet udføres af Kristian Lange, som virkelig breder sig. Maleriet kommer til at fylde 12,5 meter i bredden og er 3,5 meter i højden og fortæller med et glimt i øjet, hvad der kan ske, når bylivet møder den vilde natur.
Louise Lange - søster til Kristian - er også en del af sommerudstillingen på Galleriloftet, og hun er inde i samme tema. Hun udstiller vaser udsmykket med dekorationer inspireret af street art og det vilde storbyliv.
Udstillingen har åben hver dag fra 10-17.30 (lukket søndag) frem til 1. oktober.