Man får én på opleveren
Ny udstilling på Dronninglund Kunstcenter
DRONNINGLUND: - Kunstcentret er en kuranstalt for kunstelskere, sagde billedhugger Stinne Teglhus, da hun i søndags holdt ferniseringstalen ved åbningen af årets fjerde udstilling. I virkeligheden er der tale om tre udstillinger. I grundplanet er det kunstnersammenslutningen ArtComa, der udstiller, mens der er en anden udstilling på første sal med Per Oscar Jensen og Kate Skjerning og en tredje i kælderen med værker af Niels Valentin Hansen og Vita Bente Pedersen.
Stinne Teglhus beskæftigede sig i talen lidt med begrebet koma, der indgår i kunstnersammenslutningens navn, og hun gjorde opmærksom på, at den medicinske definition er en tilstand uden for bevidsthed.
- I er bestemt ikke i koma. I er i den grad ved bevidsthed, sagde hun.
- I går alle, og det gælder også kunstnerne på første sal og i kælderen, i dialog med publikum uden lange forklaringer. I maler fortællingen og kærligheden ind i billedet. Man skal stole på sit eget møde med kunsten og ikke nødvendigvis med autoriteterne og de universitetslærdes lange forklaringer, hvor ord nærmest bliver vigtigere end selve kunstværket. Billeder, der skal siges og skrives med ord, bryder jeg mig ikke meget om. Længe leve håndværket og den fysiske tilstedeværelse af god kunst. Det lyder måske populistisk, men kunst bør alt andet lige være for mennesker, sagde Stinne Teglhus.
Inden de mange gæster blev sluppet løs, var der musikalsk underholdning ved Anna Bilde og Andreas Hanggard. Den store udstilling rummer værker af i alt 12 kunstnere, og der er stor spredning i udtrykkene, metoderne og materialerne. Som Anne Lie Stokbro skriver i brochuren:
- Man får én på opleveren, skriver hun. Deri har hun fuldstændig ret. Det gør man i den grad.
Gruppen ArtComa består af kunstnerne Anna Grethe Aaen, Eva Christensen, Jenny Hansen, Karin Lykke Waldhausen, Laila Falther Jensen, Lis Roland, Lotte Thorsøe og Mogens Nielsen.
Udstillingen kan ses frem til den 25. september.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.