Mand fortsat fængslet for at brænde ekskonens hus af

Fængslingen af 49-årig mand er blevet forlænget med 14 dage

49-årig mand sigtet for brandstiftelse på ekskonens hus. Foto: Jan Pedersen

49-årig mand sigtet for brandstiftelse på ekskonens hus. Foto: Jan Pedersen

GÆRUM:Politiet har beviser nok til at få forlænget varetægtsfængslingen af en 49-årig mand, der er mistænkt for lørdag morgen 27. juli at have sat ild til ekskonens hus, som senere udbrændte.

Fængslingen af manden er blevet forlænget med 14 dage frem til 16. august.

Det udbrændte hus ligger på Fabriksvej i Gærum sydvest for Frederikshavn.

Huset stod tomt

Det var manden selv, der slog alarm om ildebranden. Indtil for halvandet år siden havde han boet der sammen med ekskonen. Siden 1. juli har det stået tomt.

Da politiet visiterede den 49-årige mand, efter at branden var blevet antændt, fandt de fire lightere på ham. I hans hus på Mosevej i Gærum fandt politiet hospitalssprit i badeværelset.

De forhold var nok til at få manden varetægtsfængslet i en uge. Den varetægtsfængsling er nu blevet forlænget med 14 dage.

Tavs om nye beviser

Det er afdelingen for personfarlig kriminalitet i Aalborg, der arbejder med sagen. Hvilke nye beviser, politiet har fået, vil de ikke fortælle.

- Jeg kan ikke sige noget om nye detaljer i efterforskningen, men det er nok til at få den (varetægtsfængslingen, red.) forlænget med 14 dage, siger vicepolitikommissær Henrik Staal fra Nordjyllands Politi.

De næste to uger skal politiet bruge på at foretage yderligere afhøringer i sagen. Hvis varetægtsfængslingen skal forlænges yderligere, kræver det, at der dukker nye beviser op.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.