Mand fra Himmerland dræbt i trafikulykke
Motorcyklist og passagerer dræbt ved sammenstød med bil
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:50
RANDERS: En 31-årig mand fra Aars og en 26-årig kvinde fra Randers-området blev torsdag aften dræbt ved en motorcykelulykke i Randers, oplyser Østjyllands Politi.
Ulykken skete kl. 19.11 på Gammel Silkeborgvej i Randers, da motorcyklen stødte sammen med en modkørende bil.
Ifølge de foreløbige oplysninger kom personbilen pludselig over i modsatte vejebane, hvor motorcyklen stødte ind i den.
Ulykken var så voldsom, at de to personer på motorcyklen - den 31-årige mand fra Aars og den 26-årige kvinde fra Randers-området - begge omkom.
Bilen blev ført af en 51-årig mand fra Randers-egnen.
Det er endnu uklart, hvorfor bilen pludselig endte i den forkerte vejbane, men det skete muligvis efter, at bilen først var kommet ud i vejrabatten, oplyser vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi.
Bilisten skulle være sluppet fra ulykken uden alvorlige kvæstelser.
De pårørende er underrettet, oplyser Østjyllands Politi.