Mand ringede 112: Hjælp, jeg sidder fast!
Udrykning til Simested Å torsdag aften - mand frygtede kviksand
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:36
VESTHIMMERLAND: Torsdag ved 19.30-tiden ringede en forskrækket mand 112 til alarmcentralen og fortalte, at han sad fast i et hul i mudder ved Simested Å nær Aalestrup.
Vesthimmerlands beredskab blev alarmeret og rykkede ud for at hjælpe manden, der mente, at han muligvis var blevet fanget i kviksand.
Så slemt var det dog alligevel ikke.
Inden beredskabsfolkene nåede frem, ringede manden igen fra sin mobil og fortalte, at han selv var kommet fri og var i god behold.
Politiet ved ikke, hvorfor manden befandt sig ved åen, men vil ikke afvise, at han måske var på fisketur.