Mand sigtet for Fjerritslev-brande
33-årig mand sigtet for at stå bag alle de påsatte brande i Fjerritslev
Opdateret kl. 16:24
FJERRITSLEV: En 33-årig mand fra Fjerritslev er blevet sigtet for at stå bag flere af de påsatte brande i Fjerritslev-området. Det oplyser politiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.
Manden blev anholdt mandag eftermiddag omkring klokken 16.30 i sit hjem, efter at politiet havde udsendt en overvågningsvideo af manden.
- Vi fik rigtig mange henvendelser fra borgere på videoen, og mange af henvendelserne pegede på den samme mand. Efter de første undersøgelser og afhøringer af manden, valgte vi at rejse sigtelse mod ham, siger Frank Olsen.
Politiet har været i besiddelse af overvågningsvideoen af manden i omkring en uge. Frank Olsen forklarer, at politiet først ville undersøge en række ting omkring manden samt forsøge at identificere ham, inden man offentliggjorde videoen.
Sigtet for alle brande
Den 33-årige bliver sigtet for alle de påsatte brande - både i sommerhusbrande, brande i halm-lader samt containerbrande. I alt 21 brande.
- Men det betyder ikke, at vi udelukker, at der kan være flere gerningsmænd, understreger Frank Olsen der fortæller, at politiets efterforskere nu har et større arbejde foran sig.
- Der er tale om et omfattende efterforskningsarbejde, vi skal i gang med - blandt andet skal vi have fastlagt mandens færden. Af hensynet til denne efterforskning kan vi ikke sige mere nu, udtaler Frank Olsen.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør senere tirsdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.