Fjerritslev

Utrygheden i Fjerritslev er ikke forsvundet

Der er stadig gode grunde til at holde borgermøde i aften

Arkivfoto: Lars Pauli
Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret 30. november 2016 kl. 07:05

FJERRITSLEV: Efter nyheden om anholdelsen af en mand, der mistænkes for at stå bag brandene i Fjerritslev, har arrangørerne af aftenens borgermøde i Fjerritslev gået i overvejelser om at aflyse.

Men ved middagstid har man besluttet at fastholde det planlagte møde.

- Vi er kommet frem til, at der stadig er gode grunde til at holde mødet. En mand er anholdt, men han er ikke dømt, og vi ved heller ikke, om der eventuelt er flere gerningsmænd, påpeger Martin Eigenbroth, formand for handelsstandsforeningen, der sammen med Folkekirkens familiestøtte/Fjerritslev Menighedsråd står bag arrangementet.

Han fremhæver også, at der psykologisk resterer en opgave med at fordøje de seneste måneders hændelser.

- Folk har jo stadig ondt i maven af den ene eller den anden årsag, lige som det var tilfældet i går. Nu er det bare med et lidt andet fortegn. Det er nok mere tomhed, måben, og "hvad skete der lige her", og det vil psykologen Jørn-Ole Lajer stadig gerne komme og fortælle om. Desuden har politiet nu indvilliget i at fortælle mere. De ville egentlig bare komme med en orientering, men nu vil de også fortælle om efterforskningen og svare på spørgsmål, siger Martin Eigenbroth.

Han tilføjer, at det godt kan gå hen og blive en lidt underlig oplevelse.

- Der bliver ikke nævnt navne, men jeg vil tro, at 85 procent af de tilstedeværende godt ved, hvem der er anholdt, siger han.

Jørn-Ole Lajer fortæller, at han direkte har anbefalet, at mødet fastholdes.

- Der er flere ting at forholde sig til. Mistænksomheden lurer fortsat, og der rumsterer en række spørgsmål: har vi nu den rigtige mand, hvordan forholder vi os til det, og hvordan orienterer vi børnene. Jeg synes, der er al mulig grund til at holde mødet, siger han.

Mødet starter kl. 19 på Fjerritslev Gymnasium.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden