Mand ville spise kat

En mand er anholdt for angiveligt at ville tilberede og spise katte.

Naboer slog alarm, da de hørte katte hyle og skrige fra en 36-årig mands hus i Californien. Manden blev efterfølgende anholdt. Det skriver nyhedsbureauet AP. Sagen har chokeret efterforskerne, der fandt beviser på at manden angiveligt ville tilberede og spise en kat. Han er nu fængslet og sigtet for dyremishandling og for at spise kæledyr. - Jeg har aldrig set noget lignende. Vi fandt beviser, der giver os anledning til at tro, at han ville bruge katte som mad, siger den lokale sheriffs talsmand, Ray Pruit til AP. Hvilke beviser der konkret er tale om, vil han ikke komme nærmere ind på, da sagen er blevet sendt videre til statsadvokaten. Manden vil blive stillet for retten fredag.