Mange på Kultur Café Jyske Aas
Ny café på Dronninglund Hovedgaard
DRONNINGLUND: - Velkommen her i vores dejlige, lyse lokaler bag de store porte, som Poul Henningsen foreslog bygningen genopført med efter brand i 1928, da hans svigermor ejede slottet, siger den frivillige café-bestyrer Runa Christensen og slår ud med armene foran den nyetablerede trædisk i Kultur Café Jyske Aas i den af Hovedgårdens bygninger, som ligger parallelt med voldgraven og vejen mellem Hjallerup og Dronninglund.
Der er bestemt grund til at vise de nyindrettede lokaler frem. Med dejlige, lyse materialer fremtræder lokalerne som nye og brugervenlige og alligevel med et umiskendeligt præg af PH, hvilket især understreges af de cirkelrunde vinduer på sydmuren og ikke mindst de syv grønne porte på nordsiden.
Udover at fungere som café, vil der være bemandet information, netværkscenter og i forlængelse af café-rummet er der et lokale, som skal fungere som Stjerneplads Syd i hele Jyske Aas-projektet.
Caféen åbnede skærtorsdag, og samtidigt åbnede en udstilling af malerier udført af kursisterne på ”Maling som udtryksform” i Hjallerup, hvor Martin Frydenlund er underviser. Der er netop installeret galleriskinner i lokalet, og kursisterne kom selv dagen før skærtorsdag og hængte billederne op. De (altså malerierne) hænger i caféen til og med 10. april.
Runa Christensen fortæller om starten på caféen i påskedagene: - Det er gået vældigt godt, og der har været rigtigt mange i åbningsdagene. Skærtorsdag nærmest væltede de ind, og der var myldrende fuldt. Knap så stor tilstrømning de næste dage, men stadigvæk god søgning. Det er meget hyggeligt med de mange gæster, lugten af kaffe m.m. Fremover har vi foreløbig kun åbent på søndage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.