Mange penge at spare på energi
Nyt firma har penge med ud til borgerne
DRONNINGLUND: Næsten alle kan for rimelige investeringer spare betydeligt på energi-regningen.
HJ-Energi er et nyetableret firma der laver uvildig energirådgivning med base på Slotsgade 73 i Dronninglund.
Rasmus Hevang Jensen, er uddannet elektriker og hans kompagnon er uddannet industrielektriker/el-installatør og stærkstrømstekniker.
I det daglige er det Rasmus Hevang Jensen, der arbejder fuld tid i firmaet, men HJ-Energi har lige ansat Connie Poulsen som rådgivningssekretær.
- Vi har ikke kunnet følge med, siger Rasmus Hevang Jensen.
HJ-Energi har mange privatkunder, men også kunder inden for erhverv.
Rådgivningen er gratis. HJ-Energi’s vederlag er en mindre andel af tilskuddet for 1. års totale energibesparelse.
Det er HJ-Energi, der laver beregningerne og søger tilskuddet hjem fra energiselskabet.
- Har vi lavet beregningerne og søgt tilskuddet, kan husejeren gå i gang straks. Kunden får tilskuddet udbetalt når forbedringen er færdigmeldt.
- Der er specielt stor interesse for at få skiftet det gamle oliefyr.
- Det haster, for man skal søge inden udgangen af 2013, og så har man hele 2014 til at beslutte sig, da tilskuds satsen falder drastisk efter nytår.
Rasmus Hevang Jensen har flere eksempler på store besparelser.
- Forleden fik en husejer tilbud på at reducere sin varmeregning fra 3300 kr. til 700 kr. om måneden ved at udskifte oliefyret med et pillefyr.
- En kunde har efterisoleret sin tomme hulmur på 113 kvadratmeter og sparer allerede første år over 20 procent af varmeforbruget i huset – samtidigt tilbyder isolatøren en gratis termografering af hele huset for at finde yderligere steder der kan sættes ind for at spare på varmen og forbedre indeklimaet i huset. Tilskuddet fra HJ-Energi dækkede ca. 10% af den totale regning på efterisoleringen.
- En tøjforretning fik 5.299 kr. i tilskud for udskiftning til LED i butiksareal og har tjent investeringen hjem på to år på el-besparelsen alene.
- Vi kigger på alt – isolering af gulv, vægge, nye vinduer, isolering på loft og opvarmningsform med mere.
Der er en del, der vælger at få efterisoleret ydermur udvendigt og i hulmur, for at undgå, at der ved indvendig efter isolering bliver færre kvadratmeter.
Noget af det, der også kan give pæne besparelser, er udskiftning af vinduer til nye med energiglas, ligesom ekstra isolering på loftet er en god investering.
Alt sammen giver det pæne besparelser i de faste årlige udgifter.
En almindelig husejer vil typisk kunne få et tilskud mellem 1000 kr. og 8000 kr. i tilskud for 1 års totale energibesparelse, vurderer Rasmus Hevang Jensen.
Og det er jo også godt for miljøet, bemærker han.
HJ-Energi har et samarbejde med Sparekassen Vendsyssel, med flere tømrere og VVS-installatører.
Læs mere om firmaet på www.hj-energi.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.