Gerningsmanden havde tilsyneladende intet imod tilskuere før røveriet, men han følte sig tydeligvis presset, da han forlod banken. Vidner fulgte nemlig efter røveren, som derefter skød op i luften med en pistol.
Inde i banken havde bankrøveren truet personalet med pistolen, og han fik udleveret et mindre pengebeløb, oplyser vagtchef Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi.
Sporet forsvandt
Røveren stak af i en blå Ford Escort, som torsdag blev stjålet på Bilkas parkeringsplads i City Syd i Aalborg.
Han satte bilen fra sig på Dokkedalvej, men selv om hundepatruljer fulgte et spor derfra, lykkedes det ikke at finde gerningsmanden, fordi sporet forsvandt ved en hestefold.
Politiet ved endnu ikke, hvordan bankrøveren er kommet videre derfra.
Blodspor i banken
Politiet håber, at tekniske beviser kan fælde gerningsmanden.
- Teknikerne har indsamlet en del tekniske beviser, siger vagtchef Aage Pedersen.
Blandt de tekniske beviser er blodspor i banken og i røverens flugtbil, og hvis gerningsmanden tidligere er straffet for en alvorlig forbrydelse, kan tekniske undersøgelser formentlig afsløre manden dna-profil og dermed hans identitet.
Stadig på fri fod
Lørdag var bankrøveren stadig på fri fod, men politiet har mange tekniske spor at gå, flere vidner, og desuden kan bankens videoovervågning være til stor hjælp.
Politiet har følgende signalement af gerningsmanden:
- cirka 190 cm. høj.
- lys i huden, og han talte dansk.
- 25-35 år.
- Under røveriet havde ham mørke bukser med lyse striber på.
- røveren havde en ludende, foroverbøjet gang.
Eventuelle oplysninger om røveriet kan gives til Nordjyllands Politi på telefonnummer 1-1-4.