Mangel på vigtige dele får bilsalget til at styrtdykke
Lange leveringstider som følge af mangel på dele til nye biler presser bilsalget i bund i første kvartal og marts, hvor Tesla Model Y blev den mest solgte model.
Opdateret kl. 16:12
Stor appetit på en ny bil, men lange udsigter til at få den. Sådan kan bilsalget i årets første kvartal og i særdeleshed marts beskrives.
Stor mangel på komponenter betyder nemlig at leveringstidspunkter, som løbende skubbes, smalle modelprogrammer og biler, der leveres med mindre udstyr end bestilt, er blevet hverdagskost.
I forvejen har mangel på semikonduktorer, kaldet computerchips, sat bilindustrien under pres. Det problem er yderligere forstærket af krigen i Ukraine. Ikke alene bliver en stor del af ledningsnet til biler produceret i dette område. Det gælder også en gasart som ozon, der er vigtig del af produktionen af netop computer-chips.
I tørre tal blev der i marts leveret godt 14.600 nye biler, hvilket er 38 pct. mindre end samme måned i fjor. Når vi ser på hele kvartalet, kom der nummerplader på 34.200 biler, hvilket er cirka en femtedel mindre end samme periode i fjor.
Tesla i højt tempo
Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører, ser umiddelbart ikke nogen udsigt til, at situationen løser sig op, mens det uvist, hvad foråret byder på.
”Vi er desværre kommet dårligt fra start i 2022, hvilket skyldes manglen på delkomponenter i bilindustrien. Efterspørgslen blandt kunderne er dog stadig intakt, og der er stor interesse for at anskaffe sig en ny bil,” siger han.
”Vi går samtidig nogle usikre måneder i møde grundet krigen i Ukraine samt dens betydning for dansk økonomi,” lyder det fra Mads Rørvig.
De producenter, som kan levere, sætter deres præg på bilsalget. Det gælder i høj grad Tesla, der ikke alene er kommet godt med, hvad angår Model Y, den kan også leveres, og elbilen blev med 525 eksemplarer den mest solgte bil i marts med 525 stk. foran den forholdsvis nye Nissan Qashqai på andenpladsen med 420 biler og Hyundai i10 som nummer tre med 375 biler. Tesla Model 3 kom også i toppen med 223 biler på listens 14. plads.
Netop Model Y er interessant, da der netop er startet en produktion af denne på den nye Tesla fabrik i Berlin. De modeller, som foreløbig er leveret i Danmark, kommer fra Kina. I første omgang er det den helt nye Model Y Performance, som skal produceres i Berlin. Men den vil sætte sit præg på salgstallene for april, da den første model Y Performance er leveret herhjemme og flere følger. Tesla har dog tradition for at levere mange biler op mod kvartalsafslutninger. Det er også en af årsagerne til, at mærket er godt med i marts.
Disse elbiler er i top
I årets tredje måned tegnede de opladelige biler sig for mere end en tredjedel af salget, fordelt med halvdelen på rene elbiler og den anden halvdel på plug-in hybrider. De svarer i grove træk til måneden før. Her trækker især Ford Kuga og Peugeot 3008 i plug-in-versionerne op.
Som altid er tallene for indregistreringer et øjebliksbillede af, hvem der kan levere biler lige nu. Således er en gammel kending som Nissan Qashqai tilbage i toppen, mens også de høje Mazda CX-30 og CX-5 optræder på listen.
Et kig på salget i første kvartal viser et mere klassisk billede med Citroën C3 i front efterfulgt af Peugeot 208 og Toyota Yaris. På elbilsfronten lå Tesla Model Y også i front i første kvartal, efterfulgt af Audi Q4 e-tron og Kia EV6 i top tre. Den forholdsvis nye VW ID.4., som kom godt fra start i fjor, kæmper derimod med lange leveringstider, og er kun solgt i 152 eksemplarer.
- 1.Tesla Model Y 525
- 2.Nissan Qashqai 420
- 3.Hyundai 10 375
- 4.VW T-Roc 368
- 5.Peugeot 208 343
- 6.Toyota Yaris 325
- 7.Mazda CX-30 319
- 8.Peugeot 2008 318
- 9.Mercedes C-Klasse 297
- 10.Ford Kuga 268
- 11.Peugeot 3008 267
- 12.Citroën C3 264
- 13.Kia Ceed 260
- 14.Tesla Model 3 223
- 15.Opel Corsa 217
- 16.BMW 3-Serie 212
- 17.Volvo XC40 207
- 18.Audi Q2 190
- 19.Mazda CX-5 172
- 20.Renault Captur 171
Kilde: De Danske Bilimportører
- Første kvartal af 2022
- 1.Tesla Model Y 752
- 2.Audi Q4 e-tron 402
- 3.Kia EV6 370
- 4.Volvo XC40 Recharge 325
- 5.Ford Mustang Mach E 317
- 6.Polestar 2 312
- 7.Skoda Enyaq iV 311
- 8.Hyundai Ioniq 5 292
- 9.Tesla Model 3 259
- 10.VW ID. 4 192
Kilde: De Danske Bilimportører
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.