Mangfoldighed?
Onsdag havde byrådet i Aarhus arrangeret en demonstration for tolerance og mangfoldighed, hvor "alle gode kræfter i Aarhus (samles) i en folkelig og tværpolitisk fejring af tolerance med musik, underholdning og taler på Bispetorv i hjertet af Aarhus".
Arrangementet var det officielle Aarhus' reaktion på en demonstration, som organisationen Danish Defence League har planlagt i Aarhus lørdag 31. marts. Nu vil det naturligvis være ufint at ødelægge den gode stemning, som det kommunale nysprog prøver at skabe, ved at påpege, at Aarhus sandt nok er blevet en by, der overordnet set er blevet mere mangfoldig de seneste tiår, men sideløbende er blevet tilsvarende sekterisk, hvad angår bosætning og skolevalg. Men hvorfor fortabe sig i den slags abstraktioner, når nu en række på overfladen godhjertede musikere som Aarhus Jazz Orchestra featuring Mike Andersen, Pigekoret Maestra, Jonny Hefty og Jøden, Lars Lilholt, Den Jyske Opera, Flødeklinikken, Lise Westzynthius, rapperen USO med DJ og Poul Krebs støttede op om det opbyggelige budskab. Nephew kunne ikke selv være til stede, men bakkede op om tolerancen - per stedfortræder - ved at donere deres hit "The Danish Way to Rock" til koncerten, hvor det blev afspillet på storskærm. Pointen er til at tage og føle på: Tolerance er vigtig. Hvis man ikke har vigtigere sager for. Jomi Massage, der er kunstnernavnet på sangerinden Signe Høirup Wille-Jørgensen, var også blandt de optrædende ved demonstrationen for tolerance og mangfoldighed. Signe Høirup Wille-Jørgensen er tidligere klummeskriver i MetroXpress. Dengang indviede Signe Høirup Wille-Jørgensen læserne i sin lave tolerance overfor politiske modstandere ("Snotklatten, Pia og jeg", MetroXpress 2006): "Pia Kjærsgaard (DF) har engang fået en snotklat serveret på bagsiden af sin lange, ægte pelsfrakke. Vi gik bare forbi hinanden ved højlys dag på Falkoner Allé. Men jeg var 16 år og godt i gang med at opdage, at de der politikere ikke ville alle mennesker det lige godt. Damen i pelsfrakken stod for at bilde danskerne ind, at nogle menneskers elendighed og ønske om et bedre liv (indvandrerne) stod i vejen for andre folks velfærd (danskerne med de rene gener - og specielt de ældre). Så snotklatten samlede sig i min mund og blev afleveret." Aarhus Kommune for tolerance. Bortset fra de mennesker, man er uenige med.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.