Seks alvorlige øjenskader i landet - nordjyderne gik fri

Hovedparten af de personer, som har fået øjenskader, kunne have været uskadte med briller, siger overlæge

Ritzau
Tal fra de fem regioner er indsamlet af Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, og herfra lyder meldingen, at den samlede travlhed har ligget inden for normalen på en nytårsaften. Her er det Anne Kathrine Lyndorff, der passer en af telefonerne på AMK-vagtcentralen i Aalborg. Det er den vagtcentral, der har ansvaret for de patienter, som ringer 112. Foto: Mette Nielsen
Kriminalitet 1. januar 2018 10:09 - Opdateret 1. januar 2018 15:03

HELE LANDET: Nytårsnat har 28 tilskadekomne været forbi landets øjenafdelinger, efter at de er kommet til skade med fyrværkeri.

Det oplyser overlæge Jørgen Villumsen fra Region Hovedstadens øjenafdeling på Rigshospitalet-Glostrup. Han har samlet tallene fra alle øjenafdelingerne i landets fem regioner.

23 ud af de 28 personer, som har fået skader på deres øjne, havde ikke sikkerhedsbriller på.

- Det er ret karakteristisk, at de tilskadekomne ikke har haft sikkerhedsbriller på, siger Jørgen Villumsen.

- Langt hovedparten af de ramte kunne være stort set uskadte med briller. Det er meget sjældent, at vi registrerer alvorlige øjenskader med sikkerhedsbriller, siger han.

Børn fik øjenskader

Seks personer er kommet alvorligt til skade, men det er stadig vanskeligt at spå om, hvilke konsekvenser det vil få for deres syn.

Det er dog meget sandsynligt, at de vil miste synet enten helt eller delvist.

Tre af dem er børn mellem 13 og 17 år.

Sikkerhedsbriller hjalp ikke

En af de tre børn brugte sikkerhedsbriller, men han kom alligevel alvorligt til skade. Ifølge Jørgen Villumsen tændte han et batteri helt efter reglerne, hvorefter batteriet eksploderede op i ansigtet på ham.

- Det er meget usædvanligt, at vi ser alvorlige øjenskader, når man bruger beskyttelsesbriller. Det er flere år siden, at vi så noget lignende sidst, siger Jørgen Villumsen.

19 af de øjenskader, som er registreret, skyldes, at fyrværkeri er eksploderet uventet.

- Folk beskriver, at det er eksploderet hurtigere, end de har forventet, eller at det har opført sig anderledes, end de har regnet med. Eksempelvis at et batteri sprutter kugler ud til siden.

117 uheld på landsplan

Landets AMK-vagtcentraler har registreret, at i alt 117 personer kom uheldigt ind i det nye år med en fyrværkeriskade.

AMK-vagtcentralerne har ansvaret for de patienter, som ringer 1-1-2.

Af de 117 fyrværkeriskader er der 28 håndskader og 39 øjenskader.

De tal omfatter også personer, som er behandlet på skadestuer og ikke kun de personer, som har været forbi en øjenafdeling.

Ritzau
Peter Larsen, der er præhospital direktør i Region Nordjylland, kunne glæde sig over, at antallet af fyrværkeriskader i Nordjylland er forsvindende lille. Foto: Mette Nielsen

Ingen nordjyske øjenskader

I Nordjylland er der ingen meldinger om alvorlige øjenskader.

I alt var der i i Nordjylland 220 telefonopkald til 1-1-2 i forbindelse med nytårsaften, og det førte til 90 udrykninger. De 75 af dem var ambulance-udrykninger.

- En aften i ambulanceberedskabet den er travlt, og det har ikke været nogen undtagelse i år. Vi ser dog et lille fald i 112-opkald og ambulanceudrykninger i forhold til sidste år. Det er et tendens, man også ser i resten af landet. Til gengæld har der på landsplan været en stigning i antallet af fyrværkeriulykker. Og den stigning har vi heldigvis ikke set i Region Nordjylland i år. Antallet af fyrværkeriskader er særdeles begrænset. Vi har registreret to kørsler til fyrværkerirelaterede skader, siger Peter Larsen, der er præhospital direktør i Region Nordjylland.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...