Sport

Mareridtsafslutning kostede finaleplads

To mål på de sidste syv minutter dukkede White Hawks

White Hawks missede finalepladsen med to mål imod i de sidste syv minutter. Foto: Bent Bach
White Hawks missede finalepladsen med to mål imod i de sidste syv minutter. Foto: Bent Bach

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks skal igen ud at spille om bronzemedaljer. Det står klart, efter de forsvarende mestre fra Esbjerg Energy tirsdag aften vandt med 2-1 i Scanel Hockey Arena. Dermed vinder de sydvestjyske gæster semifinaleserien med 4-3 i kampe.

Første periode endte, som den begyndte, 0-0. Nordjyderne formåede ikke at score i sine to overtalsperioder, mens Thomas Lillie i White Hawks’ bur og Mathias Seldrup i Esbjergs pendant gjorde deres til at nægte modstanderholdet en overhånd efter de første 20 minutter.

Duellen om at møde Gentofte Stars i Metalligaens finaleserie stod derfor fuldstændig åben ved indgangen til anden periode.

Her skulle der gå 11 og et halvt minut, inden måltavlen kom i brug i Metalligaens afgørende semifinalekamp i syvkampsserien.

Nick Olesen scorede til 1-0 for Frederikshavns værter i Scanel Hockey Arena.

Alene med to Esbjerg-backs vendte Frederikshavns Nick Olesen med pucken en meter uden for feltet. Efter vendingen knaldede forwarden pucken ind bag Mathias Seldrup i Esbjergs mål.

Målet udløste vilde jubelbrøl i Frederikshavn. Animeret af tilskuerne pressede frederikshavnerne på for at øge til 2-0.

Muligheden fik nordjyderne da også, da de i slutningen af perioden fik kampens tredje overtalsperiode. Igen gik høgene dog målløse fra powerplay. Det samme skete i to overtalsperioder i tredje periode for White Hawks. I stedet scorede Esbjerg to mål på de sidste syv minutter. Jeppe Holmberg scorede til 1-1 med godt og vel seks minutter igen, mens Jordan Knackstedt knækkede nordjyderne. Med 42 sekunder igen scorede han til resultatet på 2-1.

Dermed venter Odense i bronzeduellen for Frederikshavn, mens Esbjerg skal møde Aalborg Pirates’ banemænd, Gentofte Stars, i finaleserien.

Gå til relaterede emner

Forsiden