45-årig mand dræbt i soloulykke: Ramte vejtræ
En kvindelig passager i bilen kom lettere til skade
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:48
HAVNDAL: En 45-årig mand mistede søndag eftermiddag livet i en soloulykke på Havndalvej syd for Assens. Mandens pårørende er underrettet.
Et vidne til ulykken fik alarmeret politi og redningsmandskab via 112.
- Bilen kørte ad Havndalvej mod øst, da den pludselig af ukendte årsag kom over i den modsatte vejbane. Her kom bilen ud i rabatten og ramte et vejtræ, fortæller vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.
Føreren af bilen blev dræbt på stedet, oplyser vagtchefen.
Ud over den afdøde 45-årige, som kommer fra lokalområdet, var også en kvinde med i bilen. Hun er kommet lettere til skade ved ulykken og blev bragt til sygehuset i Randers.
Den omkomne mand blev bragt til Aalborg Universitetshospital.
En bilinspektør arbejder nu på at afklare årsagen til ulykken.