65-årig kvinde ramt af to biler: Vidner væltede bil for at få hende fri

Kvinde kvæstet efter alvorlig ulykke tirsdag morgen på hovedgaden i Sønder Onsild

Ulykken tirsdag morgen skete i hovedgaden i Sønder Onsild, hvor tililende vidner fik væltet den bil, som den ældre kvinde var kommet i klemme under. Foto: Jan Pedersen

Ulykken tirsdag morgen skete i hovedgaden i Sønder Onsild, hvor tililende vidner fik væltet den bil, som den ældre kvinde var kommet i klemme under. Foto: Jan Pedersen

SØNDER ONSILD: En 65-årig kvindelig fodgænger blev tirsdag morgen alvorlig kvæstet ved en trafikulykke på Viborg Landevej i Sdr. Onsild.

Kort efter kl. 7 trådte kvinden ud på vejbanen i den lille by i det sydlige Himmerland. Her blev hun ramt af en bil og slynget over i den modsatte kørebane, hvor hun blev ramt af endnu en bil, som hun kom til at ligge fastklemt under.

Tililende vidner fik ved fælles kraft væltet bilen og trukket kvinden fri, oplyser René Nikolajsen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

Han oplyser, at kvinden var ved bevidsthed, da redningsfolkene ankom.

Kvinden blev i ambulance kørt til Aalborg Universitetshospital i kritisk tilstand, men først på eftermiddagen tirsdag vagtchef Rene Kortegaard, Nordjyllands Politi, til NORDJYSKE, at den 65-årige kvinde er i bedring, og at hendes tilstand har stabiliseret sig.

En bilinspektør har været på ulykkesstedet for at undersøge omstændighederne ved ulykken.