Tid og afstand betyder intet: Klassekammerater mødes stadig efter 70 år

Spørgsmålet letter over bordene og får både samtaler og bestikkets klirren til at forstumme. I stedet bliver glassene hævet, blikkene glider rundt fra det ene ansigt til det næste, der hilses smilende med et "skål".

Og mens der drikkes, bliver der stille.

Men kun et sekund eller to. Så starter snakken igen, og nu stiger lydniveauet endda. For de kan slet ikke lade være, de 18 mennesker, der sidder her i dag. De er midt i en samtale, de har ført i mere end 70 år.

Hårfarven har ændret sig, rynker er kommet til, og kroppene er forræderisk sunket lidt sammen. De ligner ikke helt dem, de var i 1953, men lige i disse timer, hvor der bliver spist og snakket på Restaurant Da Vinci i Hadsund, er der ikke gået en dag, siden de gik ud af realskolen i Hadsund for præcis 70 år siden.

Dengang var de 60 skolekammerater fordelt på tre klasser. De var 16-17 år gamle og på tærsklen til voksenlivet efter fem år på samme skole. Nu er langt det meste af det liv levet. Men de sidder her stadig og har gjort det med jævne mellemrum, siden de med middag og dans hele natten kunne fejre 25-års jubilæum i 1978.

- Det var, som om vi aldrig havde været fra hinanden, selv om der var gået 25 år. Og sådan er det faktisk stadigvæk. Vi kan måske have lidt svært ved at genkende hinanden lige først, men det spiller jo ingen rolle, for vi kender jo hinanden, og ingen af os sidder og tænker på, hvor gamle vi er. Vi er jo stadig de samme som dengang, siger Helle Zander.

Hun er med sine 86 år blandt de yngste i selskabet, og hun har nu ad flere omgange været med til at tromme de gamle skolekammerater sammen, når det igen var tid til en gensynsfest. Og det har det været med præcis fem års mellemrum siden 1988.

Sorte Simons krogede pegefinger

Nu er det niende gang, de mødes og genopliver de minder, de alle sammen bærer rundt på - og forsøger at formidle de år, der er gledet igennem dem, siden deres fælles vej gennem livet forgrenede sig og førte dem hver især ud i landet - til Aarhus, Odense, København, og endda til Marstal på Ærø, Schweiz, Rusland og England.

For hver gang de mødes, bliver selskabet lidt mindre. Mange er døde i årenes løb. Nogle er blevet demente. Andre orker ikke turen tværs over landet længere. Alderen har ædt sig ind på dem.

Men glæden er den samme.

- Kan I huske Sorte Simon og hans krogede pegefinger, bliver der grinende spurgt ved et bord.

Og ja, det kan de - den efterlod et grusomt mærke på kinden, når skoleinspektøren for de flere hundrede elever på Hadsund Realskole på hjørnet af Kirkegade og Pejtersborgvej delte lussinger ud. Og det gjorde han tit.

De smiler ved tanken om musiklæreren, der spillede noget så forfærdeligt, og tysklæreren, der måske nok accepterede, at eleverne spiste æbler i hans timer, men trak stregen ved at få skrogene kastet efter sig. Blikkene bliver varme og henførte ved tanken om de daglige ture i spisefrikvarteret ned til Offe Hansen, som havde byens slikbutik, og hvor man måtte stå og ryge i hans garage, hvis det regnede.

Og latteren bølger, da de kommer i tanker om skolekammeraten Bette Ove, som engang af en opgivende lærer blev bedt om at rejse sig op, når han blev hørt, hvortil han jamrende svarede "Jamen, jeg står op".

- Det var jo dengang, vi sad placeret efter dygtighed i klasserne, og dengang det at bade i fjorden betød, at man kunne komme op af vandet med tarmrester eller fiskeaffald på sig, fordi slagteriet og fiskefabrikken ledte det direkte ud i vandet. Men det tænkte vi jo ikke så meget over, det var bare sådan, det var, fortæller Helle Zander smilende.

- Tænk engang, hvilken tid vi har levet i. Da jeg var barn, havde vi en radio i spisestuen og et klaver i stuen. Det var vores underholdning. Men siden har vi set tv'et blive udbredt, vi har set mennesker gå på Månen, vi har været vidner til vanvittige teknologiske fremskridt.

- Hold op, hvor har vi haft det skægt, uddyber hun.

Leger detektiver

Men det er ikke alle teknologiske og digitale landvindinger, den gamle årgang fra 1953 har taget til sig. Det bliver tydeligt, da Helle Zander og Birthe Vistesen, som også er tovholder på gensynsfesterne, rejste sig for at byde velkommen.

- Det har været meget morsomt for os at forsøge at finde frem til jer alle sammen igen. Vi har været nogle rigtige detektiver, sagde Birthe Vistesen.

Og så begyndte forklaringen om, hvordan de i nogle tilfælde måtte igennem både ejendomsmæglere og advokater for at finde frem til klassekammerater, hvis hus var blevet solgt eller telefonnummer lukket siden sidste gang, de mødtes.

- Ja, vi har skullet være meget kreative, bemærkede Birthe Vistesen - for Facebook var tydeligvis ikke en mulighed, selv om en god del af klodens befolkning efterhånden ikke kan forestille sig et liv uden det sociale medie.

- Det kan lyde lidt vildt, ja, men ejendomsmæglerne er faktisk rigtig søde til at hjælpe os, hvis de kan. Og så besværligt er det heller ikke. Det ved jeg, for jeg har selv arbejdet som ejendomsmægler i mange år, siger Helle Zander muntert.

Men så meget desto større var så belønningen, når de langt om længe fik kontakt til venner, de ikke havde set i fem år.

- Det har simpelthen været så positivt. Alle ville gerne med, kunne vi mærke. Der var ingen, der sagde, at det havde de ikke lyst til, fortæller Birthe Vistesen, der har været primus motor på jubilæumsfesterne i alle årene.

- Vi havde jo egentlig sagt efter den seneste fest, som var 65 års-jubilæet, at nu var det nok slut. Vi var simpelthen ved at blive for gamle. Men så kom vi alligevel til at snakke, et par stykker af os, og se så, om ikke vi sidder her i dag. Det er jo lidt fantastisk. Vi genopfrisker mange ting og hygger os sådan, når vi ses, forklarer Birthe Vistesen.

Klar til at ses igen

Hvordan de har klaret at holde traditionen igennem alle disse år, har hverken hun eller Helle Zander nogen entydig forklaring på. Men de kan se, at det er vigtigt for de gamle skolekammerater at deltage - flere af dem er denne gang blevet kørt til Hadsund langvejsfra af deres børn for at kunne deltage.

- Det betyder jo noget for os. Vi har altid haft det godt sammen i de tre klasser. Måske også fordi vi havde fælles fag, gymnastik, sang og for pigerne også håndarbejde, og måske fordi vi gik sammen i fem år. Vi er på en måde blevet hinandens livsvidner. Og det er da lidt specielt, bemærker Birthe Vistesen tænksomt.

Om der bliver et 75-års gensyn er der ingen i selskabet, der tør svare endeligt på. Nogle synger et højlydt "ja", mens andre bestemt siger nej. Ingen ved, hvordan helbredet har det til den tid. Om antallet af rollatorer, der skal medbringes, vil være steget voldsomt. Om de overhovedet vil være i stand til at rejse.

- Men hvis vi er her om fem år, kan det da godt være, vi gør det igen, lyder den afsluttende bemærkning fra Birthe Vistesen.

Og så er det vist blevet tid til at skåle igen.