Anja genopliver gamle computere og forærer dem væk: - Det er aldrig først til mølle

HADSUND:Forestil dig en stue, der er ét stort kaos af ledninger, batterier, værktøj, skærme, flere ledninger, gnister og elektroniske dimser.

Midt i det hele sidder Anja Jensen og prøver sig frem. Sætter en ledning ind her, skruer en del i dér. Med fuldt fokus på den opgave, hun har stillet sig selv.

De færdige maskiner giver hun videre til familier, der har svært ved at få enderne til at mødes. Mennesker, der gerne kontakter hende via private beskeder, fordi de ikke vil udstille sig selv i offentligheden.

- Det er ikke altid dem, der trænger mest, som står og råber "kom og giv mig, kom og giv mig” ude på gaden. De sidder måske derhjemme og skammer sig i stedet, siger Anja.

Sådan forløber mange weekender i stuen. Og hvis hun nogensinde var i tvivl om, hvorvidt der var behov for hendes velgørenhed, er hun det - mildest talt - ikke længere.

- Jeg har givet over 100 computere væk de sidste to år, siger hun.

Begyndelsen

Det hele startede med, at hun for en del år siden opgraderede sin egen computer med nogle nye dele, hun havde købt og sat i. De gamle dele, hun havde skiftet ud, lå nu og stirrede på hende fra bordet.

Da de ikke var decideret uduelige, smed hun dem over på hylden i stedet for på lossepladsen, som mange andre nok ville have gjort.

- Jeg går ind for at genbruge det, man kan, og har generelt lidt svært ved at smide ting ud, der stadig fungerer, siger hun.

Sådan gentog processen sig, og pludselig en dag havde hun dele nok til at samle en hel bærbar. Hun overvejede, hvad hun skulle gøre med den - og kom frem til, at hun ville donere den til et godt formål.

Kort herefter smed hun et opslag ind på hjembyen Hadsunds Facebookside, og ganske hurtigt var der folk, der bød ind på den gratis maskine. Hun scannede henvendelserne og udså sig den person, der virkede til at have størst behov for en håndsrækning. 

Lidt stramt i det

Det skulle med tiden blive til mange flere opslag i gruppen, for efterspørgslen på de gamle computere viste sig at vare ved. Så mange at hun introducerer sine opslag med ordene: "Så er det mig med computerne igen". Og den del med, at maskinerne skulle gå til dem, der trænger dem mest, holder hun fast i. 

- Det er aldrig først til mølle, siger hun.

Nej, det er nærmere et tilbud til de familier, der står bagerst i køen i mange andre af livets sammenhænge. I hvert fald i dem, der handler om penge. 

Og når Anja ønsker at lette presset for lige netop dem, handler det blandt andet om, at hun selv har prøvet at leve i en sådan verden, hvor midlerne var små. Hun forstår derfor også, hvad selv en mindre håndsrækning kan have af betydning. 

- Jeg er selv vokset op i en familie, der ikke havde de store midler. Hvor det handlede om at få så meget som muligt ud af det lidt, man havde, siger hun.

Stikflammer

Anja startede altså tilværelsen i en verden, hvor hun måtte lære at klare sig selv, fordi der ikke stod nogen parat til at klare ærterne for hende. Og dén opvækst har spillet en afgørende rolle for den stædige selvstændighed, hun driver sit projekt med i dag.

- Det er på mange måder dét mind-set, der har ledt over i, at jeg er blevet selvlært, siger hun.

Hun har således aldrig modtaget undervisning i at reparere de computere, iPads eller andre dingenoter, hun sidder og roder med under stuelampen. Hverken på skolebænken eller i hjemmet.

- Jeg har aldrig haft en far, der satte sig ned og viste mig, hvordan ting fungerede. Og jeg er uddannet pædagog, så det er så langt fra dét, som man kan komme, siger hun.

Elektronikken til forehavendet modtager hun løbende fra folk, der gerne vil støtte op om hendes projekt. Og sådan går det til, at lagrene bliver fyldt op igen, når de er ved at være udtømte. For Anja takker oftest ”ja” til tilbud om nye forsyninger. Der er nemlig forskel på ”gammel” og ”ubrugelig”. Privat

Nu kunne man måske få den tanke, at hun da som minimum må have været et smut på nettet for at opsøge manualer og YouTube-videoer, siden hun ved, hvordan man gør. 

Men nej. 

Når hun siger ”selvlært”, så mener hun det i ordets bogstavelige forstand.

- Det er virkelig learning by doing. Sådan, ”nå, nu prøver vi den der ledning og ser, hvad der sker”, siger hun.

Og nogle gange falder tingene da også hurtigt i hak.

-”Okay, det virkede. Fedt!” siger hun.

Andre gange knap så hurtigt …

- Det har også medført, at jeg nogle gange er kommet til at sætte et forkert stik i og så har brændt en strømadapter af, så der har stået en stor stikflamme ud i luften. Men det er jo sådan en erfaring, man lærer af, siger Anja.

Fællesnævneren

Noget andet, hun har lært, er, hvor stor spredningen er blandt dem, der henvender sig til hende.

Den nyskilte mor der sidder på sine papkasser og prioriterer mad og nye senge til børnene, fremfor spritnye iPads. De ukrainske flygtninge fra Hadsund Sprogskole. Den håbefulde dreng, der snart skal på efterskole, hvis mor og far ikke har råd til at købe den bærbare, skolen siger, han skal have med.

Sådan er de så forskellige. Men fællesnævneren er, at de lever i en verden af daglige afsavn, der kan være svær at begribe for dem af os, der ikke selv har stået med fødderne i suppedasen. 

Hun giver et eksempel og sætter sin pointe på spidsen.

- Lad os nu sige, at du sidder med den nyeste iPhone i lommen. Så er det muligvis svært for dig at forstå, at nogle kan finde taknemmelighed og glæde ved at aftage din gamle iPhone 6S. Men prøv at hør', det kan jeg love dig for, at der er. Nogles skrot er faktisk andre menneskers guld. Det er der bare ikke så mange, der tænker over, siger hun.

Kampen fortsætter

Det tænker hun til gengæld selv over, Anja, når hun sidder derhjemme og bakser med elektronikken under stuelampen.

Respekten for dem, der befinder sig i den økonomiske spændetrøje lige nu, stikker dybt: med alle de kampe og afsavn, hun ved, det indebærer.

Og deri ligger noget af drivkraften bag, at hun igen og igen prioriterer at smøge ærmerne op og fikse de mange gamle computere, iPads og andre apparater i sine weekender. Uden at lade sig slå ud af en stikflamme eller to. 

Fordi hun vil gøre en forskel for dem, der ikke har fået plads på den grønneste gren i byen. For dem, der ikke går rundt med den nyeste smartphone i lommen, men tager sig til takke med den, de kan få. Dem, der "sidder lidt stramt i det", som hun selv formulerer det.

- Jeg ved, at de her mennesker, som er tilfredse med sådan en gammel computer, også har skullet kæmpe hårdt for det, de har fået her i livet. Og hvis jeg kan gøre deres dag bedre ved at donere nogle timer af min tid, så gør jeg gladelig dét, siger Anja.