Ansættelsesaftale

Arbejdsmarkedschef får ny rolle i Mariagerfjord

Nuværende arbejdsmarkedschef Michael Tidemand afløser med virkning fra 1. februar Tue von Påhlman som sundheds- og ældrechef i Mariagerfjord Kommune

Nuværende arbejdsmarkedschef Michael Tidemand (tv) afløser med virkning fra 1. februar Tue von Påhlman (th) som sundheds- og ældrechef i Mariagerfjord Kommune. Arkivfoto

Nuværende arbejdsmarkedschef Michael Tidemand (tv) afløser med virkning fra 1. februar Tue von Påhlman (th) som sundheds- og ældrechef i Mariagerfjord Kommune. Arkivfoto

MARIAGERFJORD:Mariagerfjord Kommunes nye sundheds- og ældrechef bliver hentet i egne rækker.

Arbejdsmarkedschef Michael Tidemand (56) får det ledige job som sundheds- og ældrechef i Mariagerfjord Kommune og afløser dermed Tue von Påhlman, som 1. februar tiltræder som ny direktør i Thisted Kommune.

Kommunaldirektør Lars Clement glæder sig i en pressemeddelelse over, at den ”erfarne og driftsikre” arbejdsmarkedschef har lyst til at prøve kræfter med et nyt område i kommunen.

- Michael er en god og engageret leder, som i de sidste 13 år har stået i spidsen for vores arbejdsmarkedsområde. Her har han sat en ambitiøs retning og skabt gode resultater til gavn for borgerne.

- Jeg glæder mig til, at Michael får mulighed for på samme måde at præge vores sundheds- og ældreområde. Jeg er glad for, at Michael har takket ja til en ny spændende udfordring, og jeg er sikker på, at han også her bliver en succes i jobbet, siger kommunaldirektøren.

Michael Tidemand ser omvendt med forventning frem til nye udfordringer efter mange år på arbejdsmarkedsområdet.

Det drejer sig blandt andet om etableringen af et nyt sundhedscenter i Hobro, om det stigende antal plejekrævende ældre - og om sygefraværet på ældreområdet.

- Mariagerfjord Kommune er stor arbejdsplads med mange muligheder, og derfor sagde jeg ja, da direktionen spurgte, om jeg ville stå i spidsen for den fremtidige udvikling af sundheds- og ældreområdet.

- Det er mit indtryk, at der efter et langt sejt træk fra medarbejdere og den samlede ledelse af området er kommet styr på økonomien.

- Det er et godt udgangspunkt for de store opgaver, der skal løses i de kommende år, og som jeg glæder mig til at kaste mig over, siger Michael Tidemand.

I samme åndedrag betegner han det som ”vemodigt” at forlade arbejdsmarkedsområdet, hvor han sammen med ”mange gode kolleger” har ført kommunen igennem skiftende regeringers mange reformer.

- Jeg kommer til at savne samarbejdet med medarbejdere, ledere, uddannelsesinstitutioner og de mange lokale virksomheder om at skabe meningsfulde job og uddannelse for dem, der står udenfor arbejdsmarkedet, erklærer Michael Tidemand.

Michael Tidemand begynder i jobbet som sundheds- og ældrechef 1. februar 2020.

For at sikre den ledelsesmæssige stabilitet i forbindelse med jobskiftet vil centerchef Flemming Bækby Nielsen i en periode - ved siden af jobbet som chef for Center for Byråd, Personale og Strategi - blive konstitueret som fagchef i Arbejdsmarked og Uddannelse.

Stillingen som fagchef for Arbejdsmarked og Uddannelse bliver slået op med henblik på genbesættelse 1. april 2020 eller snarest muligt herefter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.