Arden-elever i sving i naturens tjeneste

Vilde blomsterenge skal gøre biologien håndgribelig og spændende, håber udeskolevejleder og kommunal biolog

Udeskolevejleder Lene Bach glæder sig over, at hendes elever er vilde med ideen om et levende laboratorium. Privatfoto

Udeskolevejleder Lene Bach glæder sig over, at hendes elever er vilde med ideen om et levende laboratorium. Privatfoto

På Arden Skole byder sidste skoledag inden sommerferien traditionen tro på hygge og fællessang på sportspladsen.

I år blev den festlige tradition suppleret med praktisk arbejde med rive og spand i naturens tjeneste.

Skolens 4. og 5. klasser brugte nemlig formiddagen på at så en masse vilde blomster på et grønt areal ved Arden Hallerne.

Det hårde arbejde bliver til tre blomstrende enge, hvor det kribler og krabler med insekter og svirrer med vilde bier og flaksende sommerfugle.

- Vi laver et levende laboratorium, hvor vi kan følge udviklingen og eleverne kan se, hvad det betyder for plante- og dyrelivet, når vi forvandler kedelige grønne græsplæner til farverige blomsterenge, forklarer Lene Bach, der underviser i faget natur og teknologi og fungerer som skolens udeskolevejleder.

Eleverne lytter interesseret til Lene Bachs præsentation af det kommende levende laboratorium. Privatfoto

Eleverne lytter interesseret til Lene Bachs præsentation af det kommende levende laboratorium. Privatfoto

Kællingetand, slangehoved og blåhat er blot nogle af de mere end godt 30 blomsterarter, som eleverne såede sidste skoledag. De vil give dem en unik mulighed for at tælle arter og forstå, hvordan de forskellige planter og dyr lever i et fascinerende samspil.

Lene Bach forventer, at det levende laboratorium vil øge elevernes interesse for undervisningen og sætte turbo på deres læring.

- Vores elever lærer simpelthen mere, når vi flytter undervisningen ud af klasselokalerne, og de konkret ser det, de lærer, ske i virkeligheden. Jeg er sikker på, at undervisningen bliver meget mere nærværende, når eleverne får grønne fingre og masser af jord under neglene, siger Lene Bach.

Eleverne gik generelt til opgaven med stort gåpåmod. Privatfoto

Eleverne gik generelt til opgaven med stort gåpåmod. Privatfoto

Det er Arden Skole, Fællesrådet i Arden og Mariagerfjord Kommune, der står bag det nye initiativ ved Arden Hallerne.

Der er tale om et forsøgsprojekt i forbindelse kommunens nye biodiversitetspolitik, der skal skabe nye levesteder for planter og dyr, og fra Mariagerfjord Kommunes Naturafdeling er der lutter lovord om det frugtbare lokale samarbejde.

- Her i kommunen vil vi skabe en masse nye levesteder for den sjældne og truede natur. Her er lokale samarbejder en helt nødvendig ingrediens, når vi skal skabe varige forbedringer for naturen i by og land, siger biolog Anders Horsten.

- Samarbejdet mellem Arden Skole og det lokale samråd er et skoleeksempel på, at børns læring og hensynet til naturen sagtens kan hånd i hånd. Når børnene ser, at det virkelig nytter noget, når vi går sammen om at værne om naturen, vil de sandsynligvis også tage den gode visdom med ind i voksenlivet, siger biologen.

Selv om eleverne blev sat i arbejde på sidste skoledag var der alligevel plads til smil. Privatfoto

Selv om eleverne blev sat i arbejde på sidste skoledag var der alligevel plads til smil. Privatfoto

På Arden Skole gælder det nu bare om at væbne sig med tålmodighed, mens naturen går sin gang.

- Eleverne er meget interesserede i naturen og jeg ved, at de glæder sig til se resultatet af deres anstrengelser.

- Det hele afhænger lidt af vind og vejr, men vi skal helt sikkert op og se, hvordan det spirer og gror, når vi alle sammen vender tilbage efter sommerferien, bebuder Lene Bach.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden