Biblioteker revurderer efterårets aktiviteter

Udvikling i corona-situationen medfører aflysninger, udsættelser og flytninger af arrangementer

Sidste efterår gæstede mange Mariagerfjord Bibliotekernes arrangementer. I år er programmet ramt af ændringer, men der er stadig masser af spændende arrangementer på plakaten, understreges dét. Privatfoto

Sidste efterår gæstede mange Mariagerfjord Bibliotekernes arrangementer. I år er programmet ramt af ændringer, men der er stadig masser af spændende arrangementer på plakaten, understreges dét. Privatfoto

For en måneds tid siden kunne Mariagerfjord Bibliotekerne fortrøstningsfuldt løfte sløret for efterårets program.

Siden er der imidlertid sket en markant ændring i corona-situationen, og det smitter også af på det lokale biblioteksvæsens aktivitetsprogram.

Foredragene med Svend Brinkmann og Holger Bech Nielsen, morgensangen i forbindelse med Spil Dansk ugen, Grøn familielørdag i Hobro og efterårsferiens krea-aktiviteter aflyses helt.

Bogsalget i Hobro flyttes til foråret, og der kræves billet til alle arrangementer, hvor der i øvrigt er nedsat kapacitet for at imødekomme afstandskrav.

- Det er en ordenlig omgang og det er selvfølgelig virkelig ærgerligt, men når Covid-19 stadig spøger, så er vi tvunget til at revurdere, hvad vi kan gennemføre, og hvordan vi gennemfører resten, forklarer bibliotekar Anita Græsbøll Larsen og fortsætter:

- På bibliotekerne var vi stort set færdige med at planlægge efterårets program tilbage i marts måned.

- Vi manglede lige de sidste detaljer inden det skulle samles til katalog, hjemmeside og så videre - og så kom Coronaen.

- Vi håbede selvfølgelig, at alting så bedre ud på den anden side af sommerferien, men det er, som alle ved, ikke helt tilfældet, og derfor må vi nu lave ændringer.

Der er dog ikke kun triste nyheder fra Mariagerfjord Bibliotekerne.

Den store efterspørgsel på foredraget med retsmediciner Hans Petter Hougen 4. november gør, at arrangementet flyttes til Arden Kulturhus, hvor der er plads til næsten dobbelt så mange som i Hobro, hvor foredraget oprindeligt var planlagt til.

- Efterårets arrangementer bliver generelt med håndsprit og ekstra afstand, men det bliver i øvrigt lige så spændende som det plejer at være, forsikrer Anita Græsbøll Larsen.

- Det program, vi står med nu, kan selvfølgelig også blive mødt af ændringer, men vi kontakter alle, der har købt billet, med henblik på refundering, hvis det bliver tilfældet - og regner i øvrigt med, at vi nu er ovre de værste ændringer.

På bibliotekernes hjemmeside kan man løbende holde sig opdateret - også om alt det, der stadig er på programmet som for eksempel forfatterforedraget med Kristian Bang Foss eller Nomerworkshop’en med Jan Kjær for de 5-9 årige og meget andet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.