Borgerforening får pris for ”årets lokale indsats”
15.000 kroner på vej fra brændstofselskab til Arden Borgerforening

Arden Naturlegeplads har siden år 2000 trukket legesyge til fra hele Himmerland, og legepladsen er nu yderligere ved at blive opgraderet på initiativ fra lokale ildsjæle i Arden Borgerforening. Dette arbejde påskønner Go’on nu med en tredjepris i konkurrencen ”Årets lokale indsats”. Arkivfoto
Flere end 80 lokale initiativer i Danmark var i spil, da brændstofselskabet Go’on skulle uddele prisen for ”Årets Lokale Indsats” - og blandt dem var Arden Borgerforenings vedholdende indsats for at udvikle Arden Naturlegeplads.
Via en online-afstemning i efteråret blev finalefeltet snævret ind fra 80 til 20 projekter, og blandt de 20 opnåede Arden Borgerforening en ærefuld og indbringende tredjeplads.
Topplaceringen betyder helt kontant, at der nu er 15.000 kroner på vej til foreningskassen i Arden.
I sidste ende var det en jury bestående af paraatlet Lisa Kjær Gjessing, OL-deltager i windsurfing, Lærke Buhl-Hansen, chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, Jan Schouby, bestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd, Hanne Lene Haugaard, og erhvervsmand Søren Poulsgaard Jensen, der stod for at skulle veje de forskellige landsbyprojekter op mod hinanden.
Opgaven for juryen bestod i at indkredse de projekter, som i særlig grad har været med til at sikre sammenhængskraften i lokalområdet, og for Ardens vedkommende resulterede det altså i en net tredjeplads i konkurrence med en lang række andre gode landsbyinitiativer.
Arden Naturlegeplads blev oprindeligt etableret i år 2000 af frivillige Arden-borgere under ledelse af Arden Borgerforening, og pladsen har siden udviklet sig til en populær legeplads for børn - Ikke bare fra Arden men fra hele Himmerland.
Indenfor de seneste par år har tidens tand sat sit præg på legepladsen, og en større udskiftning af flere af trækonstruktioner har været påkrævet.
Således er et gyngestativ med hele 12 gynger blevet udskiftet. Flere legeredskaber til mindre børn er ligeledes på vej, efter ønske fra de lokale dagplejere, og desuden har borgerforeningen i Arden for nylig sat gang i opførelsen af en ekstra bålhytte, da der er stor rift om den eksisterende.
Det er sjette år i træk, brændstofselskabet Go’on hylder årets lokale indsatser.
Det sker med en samlet udlodning på 500.000 kr. - fordelt på 25 udvalgte projekter.
- En vigtig ingrediens i et stærkt lokalsamfund er de lokale ildsjæle, som bidrager til at skabe aktiviteter for medborgerne.
- Derfor hylder vi de lokale helte, som gør en ekstra indsats for andre, fremhæver Mick Kjær, administrerende direktør i Go’on.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.