Borgmester går efter tredje omgang: Kåret sammen med Støjberg
Mogens Jespersens hyldet sit parti og udpeget som kandidat ved valget næste år
MARIAGERFJORD: Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune siden 2014, vil forsøge at holde fast i taburetten. På et opstillingsmøde i Venstre Mariagerfjord er han blevet genvalgt som partiets borgmesterkandidat.
Det var en tydelig rørt Mogens Jespersen, der modtog et enstemmigt valg til klapsalver fra medlemmerne, der var samlet med god afstand, mundbind og håndsprit i Hobro Idrætscenter.
Hyldesten af den tidligere autoforhandler fra Hadsund skete under overværelse af Venstres næstformand, Inger Støjberg. Hun deltog sammen med det lokale folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard, og begge holdt oplæg og stillede op til debat.
I en pressemeddelelse siger Mogens Jespersen, at han er stolt af, at ”Mariagerfjord Kommune har det bedre end nogensinde”.
- Der bygges over hele kommunen, der sælges jord og huse, og samtidig skal vores innovative og kreative tankegang vedblive, så vi fortsætter udviklingen, siger han.
Mogens Jespersen er 64 år. Han blev valgt til det daværende Hadsund Byråd i 1997. Han fortsatte i det nye Mariagerfjord Byråd, hvor han overtog borgmesterposten efter valget i 2013.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.