Restauranter

Han blev kendt for sin gigantburger - nu har han åbnet filial her

Nu driver han burgerbar i både Aalborg og Hobro

Casper Nielsen har åbnet en afdeling af Den Muntre Gris i Adelgade i Hobros centrum.
Casper Nielsen har åbnet en afdeling af Den Muntre Gris i Adelgade i Hobros centrum. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 06:59

I burger-kredse blev han nærmest verdensberømt for et par år siden, da han lancerede en mundfuld så stor, at klimaaktivister gjorde oprør. 

På Facebook nåede han så langt ud, at over en million reagerede i både ind- og udland.

Nu udvider 37-årige Casper Nielsen sit fastfood-territorium og åbner ny burgerrestaurant i Hobro. Men det bliver uden den verdensberømte Challenge-burger, som bød på 1,4 kilo grillmad inklusiv et kilo oksekød. 

- Challenge Burgeren sælger jeg ikke mere, men til foråret vil jeg måske lancere noget nyt i den stil, afslører han.

Casper Nielsens introducerede sin opsigtsvækkende monsterburger, da han drev spisested i Brønderslev. Det er siden solgt. I dag har han Den Muntre Gris på Østerbro i Aalborg - nu med filial i Hobro.

Casper Nielsen med monsterburgeren, der gjorde ham kendt vidt og bredt.  Arkivfoto: Allan Mortensen

Afdelingen af den Muntre Gris, som han onsdag åbnede i Hobro, ligger på byens Store Torv i lokaler, der indtil fornyligt husede det islandske spisested Esja Bistro.

- Jeg laver mine burgere fra bunden. Det vil sige, at de syltede løg og mayonnaisen er hjemmelavet, fortæller Casper Nielsen.

Casper Nielsen i sin nye restaurant i Hobro dagen før åbningen, hvor den første burger endnu ikke var fabrikeret.  Foto: Bente Poder

Den Muntre Gris serverer også stjerneskud, og så byder menuen på en burger med bid. Strong Ass hedder fyren, der er med chili-mayo og jalapenos. På burgerbarens rolleliste står desuden Bangeren, Bearnaise Bastard og Griseburgeren.

Casper Nielsen har været i branchen med fastfood, siden han var 12 år.

- Min far havde pizzarestauranter, og jeg har arbejdet med pizza og burgere i mange år, fortæller han.

Ved siden af nu to burgerrestauranter har Casper Nielsen også en foodtruck, der rykker ud på bestilling.  

Den nye burgerbar i Hobro holder åbent klokken 12 til 20, dog til klokken 21 fredag og lørdag. Søndag og mandag er lukkedage.

Casper Nielsen står selv bag disken en del af tiden, men har desuden ansat Zilas Jensen som bestyrer. Han har arbejdet i Den Muntre Gris i Aalborg og kender derfor konceptet. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden