Demonstranter mødte op til byrådsmøde: Den er ikke lang nok

En stor gruppe borgere var mødt op foran byrådssalen i Hadsund for at vise deres utilfredshed med udvidelsen af renseanlægget ved Hadsund.

Borgmester Mogens Jespersen tog debatten op med de fremmødte borgere. Foto: Martin Damgård.

Borgmester Mogens Jespersen tog debatten op med de fremmødte borgere. Foto: Martin Damgård.

HADSUND:Farven gul var dominerende foran Hadsund Rådhus torsdag aften. En stor gruppe borgere var i anledningen af årets første fysiske byrådsmøde mødt op i gule t-shirts med protestsymboler.

Bagsiden af trøjerne var prydet af en tydeligt utilfreds fisk, der svømmede rundt i en sø af kemikalier. Den holdt et skilt, hvor der stod ”Den er ikke lang nok”. Det var præcist det budskab, borgerne var mødt op med.

Den skal længere ud

- Det taler for sig selv, at 62 foreninger og 2536 sommerhusejere har underskrevet protestskrivelsen, siger Finn Frandsen. Samtidig fortæller han, at ikke mindre end 129 demonstranter mødte op.

Borgerne ønsker spildevandsledningen forlænget med adskillige kilometer. Foto: Martin Damgård.

Borgerne ønsker spildevandsledningen forlænget med adskillige kilometer. Foto: Martin Damgård.

Han er formand for grundejerforeningen Haslevgaarde Bakker og fritidsfiskerne i Mariagerfjord. Han har været en af frontfigurerne i bevægelsen for at få forlænget spildevandsledningen fra Hadsund Rejseanlæg.

Det blev mødt med stor skepsis fra lokale, da Mariagerfjord Kommune sidste år gav tilladelse til at øge udledningen af renset spildevand i Kattegat

De er bange for, at den forøgede mængde vil gøre skade på både stranden og vandmiljøet. Derfor ønsker de, at man forlænger spildevandsrøret med et par kilometer længere ud i Kattegat.

Borgmester Mogens Jespersen var torsdag gået demonstranterne i møde foran rådhuset.

- Jeg kan som borgmester ikke bruge 30 millioner på noget, som der ikke ligger en anbefaling af, udtalte han foran menneskemængden.

Virksomheden WSP Danmark - der tidligere hed Orbicon - har udarbejdet en miljørapport. Heri konkluderes det, at den øgede mængde af renset spildevand ikke vil påvirke vandkvaliteten og havmiljøet negativt. Det tog flere af borgerne dog ikke for gode varer.

En borger fortalte, at han oplever, at mængden af skrubber er faldet, siden udledningen af spildevand startede.

Borgmesteren fik overrakt en t-shirt med protestsymbol samt fire kasser med underskrifter mod projektet. Foto: Martin Damgård.

Borgmesteren fik overrakt en t-shirt med protestsymbol samt fire kasser med underskrifter mod projektet. Foto: Martin Damgård.

En anden borger spurgte, som det er et tilsagn fra borgmesteren, at man vil lave beslutningen om, hvis det viser sig, at den er truffet på et fejlagtigt grundlag.

- Alle os 29, der sidder derinde, vil det bedste for kommunen. Hvis vi har taget en beslutning på et forkert grundlag, så tager vi den selvfølgelig derfra, siger han.

Ifølge Finn Frandsen er det dog ikke borgmesteren, det handler om.

- Han kan jo ikke beslutningen om. Der skal et flertal i byrådet til, pointerede han.

Underskrift og t-shirt

De fremmødte havde dog også taget ”gaver” med til borgmesteren. Han fik en t-shirt magen til demonstranternes samt fire pakker med underskrifter på en sækkevogn.

Samtidigt var der pyntet op med redningsveste og fiskenet i træerne rundt om rådhusbygningen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.