Dyr varme koster to grader i svømmehallen
Vi risikerer at grave et dybt økonomisk hul, hvis vi ikke vi handler nu, siger centerchef for Hobro Idrætscenter

Centerchef Jonny Wulff Andersen, Hobro Idrætscenter, står med en energiregning, der er steget fra en million til 2,3 million kroner. Foto: Kim Dahl Hansen
Hobro Idrætscenter har været begunstiget af en fastprisaftale med naturgasselskabet. Men 1. maj udløb den, og energimarkedets barske virkelighed ramte med fuld hammer.
- I 2021 brugte vi en million kroner på el og naturgas. I år forventer vi en udgift på 2,3 millioner kroner, konstaterer Johnny Wulff Andersen, centerchef i det store sportsmekka med to idrætshaller, svømmehal, motionscenter, vandrehjem med mere.
Den regning skal betales, og særligt brugerne af svømmehallen kommer til at mærke de høje varmepriser - bogstaveligt talt. Temperaturen er skruet ned med to grader i det store bassin - fra 28 til 26 grader.
I hallens lille bassin er temperaturen justeret fra 34 til 33 grader.

Svømmehallen er idrætscentrets store energisluger. Nu er temperaturen skruet ned fra 28 til 26 grader i det store bassin. Foto: Kim Dahl Hansen
- Desuden hæver vi lejeprisen for foreninger og skoler med fem procent fra august. Billetprisen for adgang til svømmehallen stiger med 15 procent. Og så lukker vi svømmehallen fra uge 27 og indtil skolestart for at spare energi, tilføjer Johnny Wulff Andersen.
- Ellers må vi fyre
Han forklarer, at svømmehallen er den markant største energiforbruger i centret, og derfor er spareøvelsen især rettet bassinerne.
- Vi er kede af disse tiltag. Især at vi må lukke svømmehallen i sommerferien, for vi er jo sat i verden for at tilbyde borgerne mest mulig motion og bevægelse. Men alternativet er, at vi skal til at fyre personale, siger han.

Det lille bassin bliver også lidt koldere, men kun fra 34 til 33 grader. Foto: Kim Dahl Hansen
Johnny Wulff Andersen understreger, at Hobro idrætscenter ikke er kommunal, men drives af en fond.
- Derfor kan vi ikke bare ringe til kommunen og bede dem hjælpe. Så vi må handle nu. Ellers risikerer vi at grave et dybt, økonomisk hul, som vi skal bruge de næste mange år på at komme op af igen, siger centerchefen, som inderligt håber, at brugerne har forståelse for situationen.
- Ikke bare Hobro Idrætscenter, men alle idrætshaller og i særlig grad dem, som har svømmehal, har problemer på grund af de høje energipriser, siger centerchefen.
Blå læber
Koldere vand og højere pris fylder ikke det hul på over en million kroner i regnskabet, som lurer forude.
- Nej, slet ikke. Derfor må vi også forsøge at øge indtægterne. Blandt andet ved mere salg i centrets cafeteria og flere medlemmer i motionscentret, siger Johnny Wulff Andersen.
Britt Kragelund er næstformand i Hobro Svømmeklub, som er den største blandt foreningerne, der benytter idrætscentret. Hun udtrykker forståelse for den situation, som Hobro Idrætscenter står i.
- Prisstigningerne betyder, at vi næppe kan udgå at skulle øge kontingentet. Det er ærgerligt, hvis nogle forældre føler, det bliver for dyrt, og de så melder deres børn fra til svømning, siger Britt Kragelund.
Sommerlukning i svømmehallen får mindre betydning for klubben. Til gengæld er Britt Kragelund bekymret for den lavere temperatur i bassinerne.
- Konkurrencesvømmerne er kun glade for lavere temperaturer, og de store børn skal nok klare den, fordi de er meget aktive i vandet. Men jeg er bekymret for de små børn, som let kommer til at fryse. Hvis de er blå om læberne, inden de kommer i gang, er de svære at motivere, forudser hun.
Ud med gassen
Svømmehallens koldere vand giver kun idrætscentrets økonomi en smule varme på kort sigt. På lidt længere sigt - og det er måske inden årets udgang - skal der findes andre løsninger.
- Vi er i fuld gang med at lede efter alternative fyringskilder. Det kan blive fjernvarme, måske solvarme eller en varmepumpe, siger Johnny Wulff Andersen.
Hobro Varmeværk er netop begyndt at lægge fjernvarmerør i Mariagervej i Hobro og har kurs mod blandt andet gymnasiet og idrætscentret på Amerikavej. Ifølge Johnny Wullf kan håndboldhaller og svømmebassiner være varmet op af fjernvarme, inden fyringssæsonen begynder.
Men regnestykket er kompliceret for Hobro idrætscenter. Centrets naturgasfyrede motorer producerer nemlig både varme og strøm. Overskud fra elproduktionen sælges til nettet og lige nu til en god pris.
- Den indtægt mister vi, og derfor regner eksperter grundigt efter, før vi beslutter os, siger Johnny Wulff Andersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.