Dyrehave vil have sat en stopper for hærværk

To dage i træk i den forløbne uge slog unge sig løs blandt hjortene og gederne i Hadsund Dyrehave

Hjorte som disse to, skal ikke vade rundt glasskår. Derfor råber bestyrelsen for Hadsund Dyrehave nu også vagt i gevær oven på to tilfælde af hærværk i dyrehaven i den forløbne uge. Foto: Palle Sund Kristensen

Hjorte som disse to, skal ikke vade rundt glasskår. Derfor råber bestyrelsen for Hadsund Dyrehave nu også vagt i gevær oven på to tilfælde af hærværk i dyrehaven i den forløbne uge. Foto: Palle Sund Kristensen

Hjortene i Hadsund Dyrehave skal ikke vade rundt i glasskår.

Derfor råber dyrehavens bestyrelse nu også vagt i gevær, efter at der to dage i træk i forrige uge - tydeligvis - er blevet holdt ungdomsfester i fjordbyens grønne anlæg ved museet.

- Den første gang syntes nogle unge mennesker åbenbart, det var helt i orden at sidde på platformen og drikke for derefter at smadre flaskerne nedenfor samme sted.

- I det andet tilfælde havde nogle andre unge moret sig med at smide ni valgplakater rundt i haven, beretter formand for Hadsund Dyrehave, Bent Rytter.

Heldigvis er dyrehavens naboer flinke til at holde lidt øje med, hvad der foregår i dyrehaven om aftenen.

Derfor ved dyrehavens bestyrelse også med sikkerhed, at nogle af de unge flaskeknusere kom kørende til ungdomsfesten i dyrehaven i bil, mens andre blev læsset af ved dyrehaven af deres forældre.

En nabo var årvågen nok til at notere registreringsnummeret ned på den ene bil, og det er nu overdraget til politiet. Som et signal om, at man i dyrehaven på ingen måde tager let på de unges udskejelser mellem hjortene og gederne.

- Dyrene kan både få alvorlige skader på hovene eller skære mulen på glasskårene - og i værste tilfælde risikerer de en pinefuld død.

- Men også de mange små børn fra diverse institutioner, der hver dag går gennem haven, kan komme til skade på fødder og fingre, påpeger Bent Rytter.

Smideriet med valgplakater kan måske umiddelbart virke som hærværk af mere uskyldig karakter, men også det andet uvelkomne besøg i dyrehaven ser dyrehavens bestyrelse med stor alvor på.

- På nogle af valgplakaterne sidder der strips, og finder hjortene på at æde dem - ja, så dør de.

- Derfor er det også nu, vi skal have sat en stopper for hærværksfesterne i dyrehaven, lyder det fra Bent Rytter, som i den forbindelse især appellerer til de unges forældre. I håb om at de i de kommende uger vil holde lidt mere øje med, hvad deres unge mennesker foretager sig i Hadsund Dyrehave efter mørkets frembrud.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden