Efter piskesag: Nordjysk rytter får karantæne
Lækket video koster nu nordjysk rytter længere udelukkelse fra ridesport
Opdateret kl. 18:52
Sagen om to piskeslag under træning af en dressurhest i en lækket video, hvor den nordjyske dressurrytter Carina Cassøe Krüth bliver set piske sin hest voldsomt, koster nu dressurrytteren otte måneders karantæne fra dressursporten.
Det skriver eb.dk.
Den lækkede video stammer tilbage fra 2022 under en træning, som blev ledet af nordjyske Andreas Helgstrand, og det er også hans stemme, der høres i videoen opfordre Carina Cassøe Krüth til at give hesten med pisken.
Onsdag har appeludvalget i Dansk Ride Forbund truffet afgørelse i sagen, og her er en bøde på 5.000 kroner blevet konverteret til de otte måneders karantæne - og det gælder fra al ridesport overalt og hele tiden.
- I kendelsen fra Dansk Ride Forbunds Disciplinærudvalg af 31. juli 2024 stadfæstes med den ændring, at Indstævnte (Carina Cassøe Krüth, red.) tillige idømmes en karantæne, hvorefter Indstævnte udelukkes fra alle konkurrencer og aktiviteter under Dansk Ride Forbund i en periode på otte måneder, skriver appeludvalget ifølge eb.dk i sin afgørelse.
Direktør i rideforbundet, Morten Rodtwitt, bekræfter overfor eb.dk, at karantænen medfører, at hun også er udelukket fra landsholdet i samme periode. Den nordjyske rytter er desuden spærret af det internationale rideforbund, FEI, i samme periode.
Den nordjyske rytter var i finalen ved dressurkonkurrencerne ved OL i Tokyo i 2021. Og hun var også tæt på at komme med dressurlandsholdet til OL i Paris tidligere på måneden, men det blev ikke til noget, da videoen med piskeslagene blev lækket.
Nu må hun så kun beskæftige sig med heste indenfor sin egen matrikel ved Mariager - i hvert fald i de otte måneder, karantænen varer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.