KV21 Mariagerfjord

Efter svær sygdom: Nu vil Hanna-Maria i byrådet

Gratis psykologhjælp til unge er en mærkesag for 21-årig spidskandidat

13
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hanne-Maria Lyng har haft barske oplevelser med psykisk sygdom. I byrådet vil hun blandt andet kæmpe for gratis psykologhjælp til unge. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

HOBRO:Som 14-årig var Hanna-Maria Lyng på kanten af en tvangsindlæggelse, fordi hendes vægt var faretruende lav. Hun har skåret i sig selv, kæmpet med angst, social angst og fået konstateret svær depression.

- I dag har jeg det godt, siger den 21-årige kvinde, som nu tager sin svære baggrund med ind på den politiske scene.

Hun er spidskandidat for Kristendemokraterne ved kommunalvalget i Mariagerfjord, og hun stiller også op til regionsrådsvalget.

I mange år kæmpede hun for sit eget, psykiske helbred, og hun og forældrene tumlede med et sundhedsvæsen, som i forhold til psykiske lidelser halter. Så hun søger politisk indflydelse med det klare mål at kæmpe for en bedre psykiatri og f.eks. gratis psykologhjælp til unge under 25 år.

Vejede 32 kilo

Hanna-Maria Lyngs første møde med psykiatrien fandt sted, da hun var 14 år.

- Min lærer sendte mig til sundhedsplejerske, fordi jeg var for tynd. Jeg vejede kun 32 kilo og blev henvist til psykiatrien i Aalborg. Fokus var på at få mig til at spise mere. På et tidspunkt var jeg så tynd, at jeg kun var 200 gram fra at blive tvangsindlagt.

Hanne-Maria Lyng er også landsformand for Kristendemokraternes ungdomsorganisation. Foto: Lars Pauli

Hanne-Maria Lyng er også landsformand for Kristendemokraternes ungdomsorganisation. Foto: Lars Pauli

Hun øgede sin vægt, og psykiatrien sendte hende videre i livet.

- Men uden at undersøge, om jeg havde psykiske lidelser, der kunne forklare min spiseforstyrrelse, kritiserer Hanna-Maria Lyng i dag.

Hun kæmpede videre i skolen.

- I 8. klasse havde jeg et fravær på 43 procent. Bare det at stå ud af sengen var hårdt for mig. Jeg fik konstateret social angst. Det lykkedes mig kun at kæmpe mig gennem skoleåret, fordi jeg gerne ville på efterskole, og det ville kommunen ikke støtte, med mindre jeg klarede 8. klasse, fortæller hun.

Hun kom på Frydensberg Efterskole i Mariager.

Hanna-Maria Lyng synes, det er alt for svært at komme til udredning og behandling i psykiatrien. Hun måtte som 18-årig vente ni måneder på at komme til en psykiater og få hjælp.

- Psykiateren konstaterede, at jeg led af en svær depression.

Medicin og psykologhjælp har bragt hende tilbage, og der er overskud til at kaste sig ind i politik.

- Mariagerfjord Kommune kører et forsøg med gratis psykologhjælp til unge under 25 år. Det bør gøres permanent. Er man under uddannelse, eller har ens forældre ikke mange penge, er det meget svært selv at betale 800 kroner i timen for en psykolog, siger hun.

Baby til landsmøde

At den politiske platform hedder Kristendemokraterne, er en selvfølgelighed.

- Jeg var ni dage gammel, da mine forældre havde mig med til det første landsmøde i Kristendemokraterne, fortæller Hanna-Maria Lyng, hvis far, Anders Kristian Lyng, er kredsformand for partiet og selv var byrådskandidat for fire år siden.

- Jeg har altid interesseret mig for politik. Siden jeg var helt lille, har jeg mange gange været med, når der skulle hænges valgplakater op. Det er faktisk lidt af en drøm fra min barndom, at jeg nu selv har mit billede på en valgplakat, smiler den 21-årige kvinde, som bor i en ungdomsbolig i Hobro.

Det seneste år har hun været formand for Kristendemokraterne Ungdom og har plads i partiets hovedbestyrelse, forretningsudvalg og valgudvalg.

Kristendemokraternes kandidater

Kristendemokraternes kandidater i Mariagerfjord:

Hanna-Maria Lyng, Hobro

Charlotte Greibe, Hadsund

- Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel. Kristendemokraterne er et lille parti, så det er forholdsvis let at få indflydelse, siger hun.

Klassiske dyder

Unges psykiske vé og vel ligger hende nært, men hun går også til valg på klassiske, kristendemokratiske dyder med vægt på familiepolitikken.

- Pengene skal følge barnet, og kommunen skal støtte forældre, der ønsker at passe deres børn i hjemmet. Kommunen skal også tilbyde gratis parterapi, siger hun.

Hanna-Maria Lyng er med i Mariagerfjord Frikirke i Mariager, og de kristne værdier præger livssynet og farver politikken.

- Det kristne budskab er, at vi mennesker alle er lige meget værd. Det kan jeg godt lide.

Hun mener, det er vigtigt, at alle borgere har mulighed for at deltage i kultur- og foreningslivet. Har man ikke penge til at gå til en aktivitet, skal kommunen yde støtte, mener Hanna-Maria Lyng.

Børneopsparingen blev brugt på en el-cykel. Foto: Lars Pauli

Børneopsparingen blev brugt på en el-cykel. Foto: Lars Pauli

Hun er opvokset i Redsø uden for Valsgaard ved den trafikfarlige vej mod Oue.

- Kristendemokraterne bakker op om arbejdet med at få cykelstier hele vejen rundt om Mariager Fjord, siger spidskandidaten, som er ivrig cyklist og brugte sin børneopsparing til at købe en elcykel.

- Det er praktisk i forhold til alle de bakker, vi har i Hobro, smiler hun.

Handicappet lillebror

Hanna-Maria Lyng læser HF enkeltfag på VUC i Hobro, og hun har sat et klart mål med sin uddannelse.

- Jeg vil gerne være socialrådgiver og arbejde med familier med handicappede børn og gerne med fokus på søskendes forhold.

Her trækker hun også på egne erfaringer. Hanna-Maria Lyng har tre yngre søskende. En lillebror på 20 er født svært handicappet.

- Søskende til handicappede børn bliver ofte overset af systemet, fordi man kun har øje på den handicappede, mener Hanna-Maria Lyng.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.