Efterlyser muligt vidne til alvorlig ulykke

Politiet vil gerne snakke med føreren af den bil, der blev overhalet, da to 14-årige piger blev kørt ned

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

HOBRO:Nordjyllands Politi efterlyser en bilist, der kan have set noget i forbindelse med ulykken mandag aften, hvor to 14-årige piger blev kørt ned på Ouevej mellem Hobro og Hadsund.

Ulykken skete, da en 59-årig mand trak ud for at overhale en anden bil, og her ramte de to piger, der gik i venstre side af vejen. Og det er føreren af den bil, politiet gerne vil snakke med for at klarlægge de faktiske omstændigheder i ulykken.

- Det eneste, vi ved, er faktisk, at der er tale om en bil med en trailer. Den 59-årige overhaler den bil, kører ind til siden og vender så om og kører tilbage, da det står klart for ham, at han har ramt de to piger.

- Det er jo ikke sikkert, at føreren af den anden bil overhovedet har lagt mærke til noget usædvanligt, men vedkommende kan have bemærket de to piger i siden af vejen inden ulykken eller bemærket den anden bil - så derfor vil vi meget gerne afhøre vedkommende og går ud med en efterlysning, siger vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.

Tirsdag formiddag er der ikke noget nyt om de to kvæstede pigers tilstand.

Den ene blev fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby med meget svære kvæstelser, mens den anden pige blev kørt til Aalborg Universitetshospital med kvæstelser, der ikke umiddelbart var kritiske.

Ulykken skete klokken 17.54 mandag - så kørte du i en bil med en trailer spændt efter på Ouevej fra Hobro mod Hadsund på det tidspunkt, så hører Nordjyllands Politi meget gerne fra dig. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.