Ældrepleje

Eftermiddagskaffen tog en drejning: Nordjysk plejehjem er Danmarks bedste

Beboerne og medarbejderne på Plejecenter Teglgården i Als har haft en eftermiddag ud over det sædvanlige

Udvalgsformand Jan Andersen, plejecenterleder Heidi Jensen og direktør for Danske Seniorer Katrine Lester var glade ved overrækkelse af titlen 'Danmarks bedste plejehjem' til Teglgården i Als. 
Udvalgsformand Jan Andersen, plejecenterleder Heidi Jensen og direktør for Danske Seniorer Katrine Lester var glade ved overrækkelse af titlen 'Danmarks bedste plejehjem' til Teglgården i Als.  Foto: Mariagerfjord Kommune

Opdateret kl. 14:46

Det er netop blevet afsløret, at Plejecenter Teglgården i Als er blevet kåret til Danmarks bedste plejehjem 2023. 

Alle beboerne blev samlet til eftermiddagskaffe på den ene afdeling, hvor de fik beskeden.

- Det er kæmpestort. Jeg har læst mig frem til, at der er 950 plejehjem i Danmark, og det er overvældende, at vores lille plejehjem er Danmarks bedste. Jeg er så stolt af mit personale, siger Heidi Jensen, der er plejecenterleder på Teglgården. 

Plejecenteret er det mindste i Mariagerfjord Kommune, og der bor 25 beboere. Ifølge Heidi Jensen kan det være en del af forklaringen på titlen: 

- Der er en hjemlig atmosfære. Det, at vi er et lille plejecenter, gør, at alle kender hinanden. Beboerne kender hinanden på tværs af afdelingerne, og personalet kender alle beboerne. Det, tror jeg, gør en forskel.

Plejecenter Teglgården er kåret som det bedste plejehjem i Region Nordjylland. Foto: Plejecenter Teglgården

Prisen blev uddelt første gang i 2021, og det er organisationen Danske Seniorer, der står bag. Vinderen er fundet ud fra en afstemning på Danske Seniorers hjemmeside. Forinden havde Danske Seniorers medlemmer haft mulighed for at indstille forskellige plejehjem til prisen. Derefter nominerede Danske Seniorers hovedbestyrelse det bedste plejehjem i hver region, som så blev en del af afstemningen.

De frivillige

Det er en gruppe af frivillige seniorer, der fast besøger plejehjemmet, som har lavet indstillingen til prisen.

- De frivillige er rigtig vigtige. De frivillige er en gruppe, der kommer hver torsdag formiddag. De hygger med beboerne, går ture med dem, synger sange, drikker kaffe og kommer med noget liv og nogle historier fra byen, fortæller Heidi Jensen.

Hvert år skifter temaet for prisen. I år var det mad og måltider.

- Vores aktion 'Danmarks bedste plejehjem' viser, at det er muligt at skabe gode hjem for beboere på plejehjem, og at der er mange måder at skabe trivsel på. I år satte vi fokus på mad og måltider, fordi vi ved, at når vi spiser sammen, styrker vi relationerne og fællesskabet, siger Danske Seniorers landsformand, Per K. Larsen, i en pressemeddelelse.

Med hæderen følger 20.000 kr., der skal gå til en fest eller oplevelse for alle, der bor, arbejder eller giver en hånd med på Teglgården. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden