Turismeindsats

Erik Erland takker af som turistformand

Efter 25 år som medlem af bestyrelsen i Hadsund Turistforening - de seneste 16 år som formand - har 78-årige Erik Erland Nielsen valgt at stoppe med udgangen af april. Nu er planen at opleve en masse af Danmark sammen med hustruen Ilse

Erik Erland Nielsen.  Foto: Jesper Bøss

Erik Erland Nielsen. Foto: Jesper Bøss

Erik Erland Nielsen stammer oprindeligt fra Brovst. Efter endt værnepligt ved Dronningens Livregiment blev han i 1964 ansat i Falck Redningskorps i Aalborg med ansvar for Hadsund og Terndrup. Her startede kærligheden til byen og området, og nogle år senere byggede han og hustruen Ilse hus på Lindalsbakken i Hadsund, hvor de fortsat bor med den skønneste udsigt over byen.

Erik arbejdede 41 år hos Falck som erhvervskonsulent, hvor han efter eget ønske stoppede i 2005. Her var han i mange år fællestillidsmand og landsklubformand og med i Falcks virksomhedsnævn i Falck Huset i København, samt i bestyrelsen for Dansk Funktionærforbund, hvor han alle steder engagerede sig med stor iver fagpolitisk.

Dermed opbyggede Erik flair for blandt andet pressehåndtering, koordination og ikke mindst det politiske spil og arbejde, hvilket skulle vise sig at komme Hadsund Turistforening til gode. I hvert fald blev han i 1996 valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 2004 blev formand. Her har han med stort engagement ydet en kæmpe indsats.

”Når jeg kigger på alle de ting, vi har fået gennemført i løbet af de seneste 25 år, så bliver jeg både stolt og glad”, fortæller Erik Erland Nielsen.  Foto: Jesper Bøss

”Når jeg kigger på alle de ting, vi har fået gennemført i løbet af de seneste 25 år, så bliver jeg både stolt og glad”, fortæller Erik Erland Nielsen. Foto: Jesper Bøss

En stille måde

- Da jeg aflagde formandens beretning sidste år ved denne tid, annoncerede jeg, at jeg ville stoppe med udgangen af april i år.

- Siden har vi jo hverken haft bestyrelsesmøder eller generalforsamling på grund af corona, så det er på sådan en stille måde. Jeg ville også gerne have holdt en form for afskedsreception, men vi må se, om det ikke kan komme på tale senere, fortæller Erik Erland Nielsen, der på den måde også har haft et års tid til at vænne sig til tanken om at stoppe.

- Selvom jeg virkelig har sat pris på arbejdet, og også er stolt af de resultater, som vi har opnået som turistforening, så har jeg en rigtig god mavefornemmelse omkring min beslutning. Min hustru Ilse har da indimellem også prikket til mig og antydet, at jeg brugte al for megen tid på arbejdet, som altid har været helt frivilligt og ulønnet. Så det er rart at have truffet beslutningen.

- Jeg er også helt sikker på, at der er kompetente folk til at tage over, og at foreningen nok skal gå en lys fremtid i møde, også selvom der selvfølgelig er en række opgaver, hvor der helt aktuelt skal findes nogle til at tage over og koordinere.

- Her tænker jeg blandt andet på opgaven med at opsætte og nedtage Sejlet på Torvet i Hadsund. Her vil det være oplagt, at den opgave fremover varetages af Teknik & Miljø i Mariagerfjord Kommune, lyder det fra Erik Erland Nielsen.

Erik Erland Nielsen på sit kontor, hvor han har brugt rigtig mange timer på frivilligt arbejde for Hadsund Turistforening. Med udgangen af april er det slut.  Foto: Jesper Bøss

Erik Erland Nielsen på sit kontor, hvor han har brugt rigtig mange timer på frivilligt arbejde for Hadsund Turistforening. Med udgangen af april er det slut. Foto: Jesper Bøss

Stolt og glad

Netop Sejlet på Torvet er én af Hadsund Turistforenings mange initiativer gennem tiderne. Det blev opsat for at gøre byens torv til et kulturelt samlingssted forår, sommer og efterår med mulighed for at holde små koncerter, events, markeder og andet.

- Sejlet er bare et af mange eksempler. Når jeg kigger på alle de ting, vi har fået gennemført i løbet af de seneste 25 år, så bliver jeg både stolt og glad.

- Vi har blandt andet lavet infopostkort, brochurer, inspirationsfoldere og opsat infostandere.

- Vi har også afviklet frokostjazz med jævne mellemrum i hele 12 år, først på Trafikhavnen, så på Torvet under Sejlet. I de sidste syv-otte år, har vi haft 10-12 musikarrangementer hver sommer under Sejlet.

- I 2020 har vi også opsat en storkerede i Hadsund, der kan ses i nærheden af Dyrehaven og Hadsund Egnssamling. Og sådan kunne jeg blive ved.

- Alt sammen til gavn for Hadsund og omegn, og det meste af det i tæt samarbejde med byens butikker, Hadsund Handel og den overordnede turistorganisation, der i dag hedder Destination Himmerland, fortæller Erik Erland Nielsen.

Oplevelser i vente

Erik Erland Nielsen vil nu bruge mere tid sammen med hustruen Ilse, ligesom han heller ikke slipper sit mangeårige engagement i Lions Club Hadsund. Derudover står den på ugentlig badminton og fitness, når ellers corona tillader det.

- Jeg glæder mig bare til at få mere tid, og ikke være så begrænset af, at der altid er en opgave lige om hjørnet. Nu kan Ilse og jeg eksempelvis tage på en masse spændende ture rundt omkring i Danmark. Der er meget, som jeg glæder mig til at opleve, slutter Erik Erland Nielsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden