Eu‑politik

EU-dag som aperitif til det store folkemøde

Allerede 28. august i år kan der forventes stort rykind af EU-interesserede på havnen i Mariager

Formand for Europabevægelsen, Stine Bosse, besøger Mariager Havn, som 28. august er centrum for EU-dagen. Privatfoto

Formand for Europabevægelsen, Stine Bosse, besøger Mariager Havn, som 28. august er centrum for EU-dagen. Privatfoto

Selve det store EU-folkemøde i Mariager løber først af stabelen i sensommeren 2022, men allerede 28. august i år kommer Mariager til at danne ramme om en såkaldt EU-dag, hvor danskerne i uformelle rammer kan mødes og diskuterer de spørgsmål, der betyder noget for os alle sammen i det europæiske samarbejde.

Europabevægelsen står som arrangør og kan allerede nu annoncere deltagelse af bl. a. Radikale Venstre, Konservative, SF og Venstre, Dansk Industri, Ingeniørforeningen, Lægemiddelindustriforeningen, Krifa, Dansk Metal, 3F, Eurowind Energy og PlanBørnefonden.

På den baggrund er formand for Europabevægelsen, Stine Bosse, heller ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes at få sat gang i en livlig EU-debat på havnen i Mariager 28. august.

- EU har vanvittigt stor indflydelse på dit og mit liv, og derfor er det helt afgørende, at vi i højere grad diskuterer, hvilket EU, vi ønsker os.

- Det er derfor, vi laver EU-dagen. Og når vi både har partierne, de tunge organisationer, borgerne og medlemmer af Europa-Parlamentet placeret samme sted i den her skala, så tegner det til at blive et historisk event, siger hun.

Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, ligger på samme linje.

- EU-politikken får ikke altid den opmærksomhed i samfundsdebatten, den fortjener, og vi ser derfor i Ingeniørforeningen EU-dagen som en kærkommen anledning til at diskutere nogle af de udfordringer, hvor EU spiller en fuldstændig afgørende rolle i nødvendige forandringer - grøn omstilling, digitalisering og hvordan vi sikrer gode jobs og vækst i Europa, siger han.

EU-dagen er som antydet blot en lille forsmag på det store europæiske folkemøde, “Political Festival of Europe”, som næste år i august kommer til at samle deltagere fra hele Europa.

Interesserede kan læse mere om EU-dagen 28. august på hjemmesiden www.eu-dagen.dk og på Facebook-siden ”EU-dagen i Mariager”

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.