Fakkeloptog for omkomne børn: Hårdt, men også rørende

315 deltagere mindedes de to børn på syv og 11 år, der blev de tragiske ofre for brand natten til 2. pinsedag

315 mennesker deltog i fakkeloptoget for de omkomne børn. Foto: Henrik Bo

315 mennesker deltog i fakkeloptoget for de omkomne børn. Foto: Henrik Bo

HOBRO:Hele 315 personer mødte op, da der lørdag aften var mindeoptog for to børn på syv og 11 år - børnene omkom på tragisk vis i en brand i et hus på Mariagervej i Hobro natten til 2. pinsedag.

I fire grupper og med tændte fakler gik de mange hobroensere - familie, venner, bekendte og arbejdskolleger til forældrene - i optog fra Store Torv i Adelgade i Hobro og bevægede sig ad Adelgade, Markedsgade, Randersvej til brandtomten på Mariagervej. De to børns far og mor deltog begge med deres respektive kærester

Ved brandtomten blev der holdt et minuts stilhed.

- Det var hårdt, men også rørende at være vidne til de mange mennesker udtrykke deres sorg i form af et minuts stilhed for børnene, siger initiativtageren til mindeoptoget, 28-årige Winnie Christensen.

Der blev da også fældet en del tårer blandt de fremmødte.

Hun kender familien og havde forældrenes accept til at arrangere ceremonien for at mindes de to børn. Winnie Christensen oprettede kort efter branden en Facebook-gruppe under titlen ”Hjælp til familie i nød...”, der har fået over 1300 medlemmer.

- Jeg håber, det bliver et smukt minde om børnene - også for familien. Det er det i hvert fald for mig, siger initiativtageren, der var glad for opbakningen til mindeoptoget og også glæder sig over, at så mange lokale forretninger har sponsoreret hjælp til den hårdt ramte familie i form af blandt andet mad, tøj og køkkengrej.

Ligesom det også var en sponsor, der havde betalt faklerne, der blev brugt i optoget.

Efter mindestunden og et minuts stilhed ved brandtomten bevægede optoget sig tilbage til Store Torv, hvor der hen på aftenen blev sluttet af med sodavand, boller og kage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.