Familie må genhuses efter brand på landsted
Allerede da Nordjyllands Beredskab nåede frem til branden, var første sal på ejendommen overtændt
Opdateret kl. 21:21
HANDEST: En nedlagt landejendom blev onsdag sidst på eftermiddagen stærkt beskadiget af en brand. Stuehuset står tilbage ubeboeligt, fortæller indsatsleder Klavs Bojsen, Nordjyllands Beredskab.
Beredskab fik en anmeldelse om branden på Gyden i Handest klokken 17.07.
- Da vi ankom til stedet, var første sal i stuehuset allerede overtændt, fortæller indsatslederen, som fortæller, at overetagen er brændt næsten bort.
- Og det, der ikke er brændt, skal fjernes med kran, siger han.
Også stueetagen står stærkt medtaget af røg, sod og vand.
- Familien skal i hvert fald genhuses, siger indsatslederen, som tilføjer at hverken mennesker eller dyr kom til skade i branden.
- Vi var usikre på, om der var nogen i huset, så vi rekvirerede en ambulance til at stå stand by, men heldigvis var der ikke brug for den, siger Klavs Bojsen.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, fortæller, at tre ud af familiens fire medlemmer var taget på badetur. Den sidste var på besøg.
Årsagen til branden er ukendt. Ejendommen er spærret af, indtil politiets teknikere har undersøgt stedet.
Branden var så voldsom, at beredskabet ud over et slukningstog fra Hobro også have en autosprøjte fra stationen i Mariager og en tankvogn fra Randers tilkaldt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.