Færdselsuheld

Familien fandt efterlyst mand død i rabatten

63-årig cyklist omkommet efter solouheld

Nordjyllands Politi blev tirsdag aften alarmeret af en bekymret familie, der ikke kunne forstå, at en 63-årig mand ikke var vendt hjem efter en cykeltur før aftensmaden. Arkivfoto
Nordjyllands Politi blev tirsdag aften alarmeret af en bekymret familie, der ikke kunne forstå, at en 63-årig mand ikke var vendt hjem efter en cykeltur før aftensmaden. Arkivfoto Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 09:23

SØNDER ONSILD: En 63-årig mand fra Hobros sydlige opland mistede tirsdag aften livet efter en færdselsulykke, hvor han efter alt at dømme væltede på sin cykel og slog hovedet i asfalten.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund.

Manden var cyklet hjemmefra før aftensmaden tirsdag, og da han stadig ikke var vendt hjem midt på aftenen, slog hans bekymrede familie alarm til Nordjyllands Politi kl. 21.26, som hurtigt indledte en større eftersøgning i området med blandt andet hundepatruljer.

Kl. 22.13 var det imidlertid familien selv, der fandt den 63-årige liggende livløs på Sønder Ulstrupvej nær Sønder Onsild, oplyser vagtchefen.

- De kørte også ud og ledte de steder, hvor de ved, han plejede at cykle på sine ture, oplyser Mads Hessellund.

Ifølge ham peger alt på, at der er tale om en soloulykke.

- Der er intet, der tyder på, at andre er involveret. Vejen hælder, hvor han blev fundet, så han kan have haft god fart på. Det ser ud til, at han er kommet ud i rabatten, er røget hen over styret og har slået hovedet i asfalten, oplyser Mads Hessellund.

Den 63-årige cyklede ifølge vagtchefen uden hjelm.

En bilinspektør har været på ulykkesstedet, men resultaterne af det arbejde er endnu ikke kendt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden