Fire ud af fem forlader lokal DF-bestyrelse: - Messerschmidt får ikke ro på

Formanden for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Rebild, Tommy Degn, har sammen med tre øvrige medlemmer af bestyrelsen meldt sig ud af partiet 

Tommy Degn har tidligere været viceborgmester i Rebild Kommune.  <i>Arkivfoto</i>

Tommy Degn har tidligere været viceborgmester i Rebild Kommune.  Arkivfoto

Torsdag kunne Politiken fortælle, at fire medlemmer af lokalbestyrelsen for Dansk Folkeparti i Rebild har meldt sig ud af partiet. 

Blandt dem er formand for afdelingen, Tommy Degn. Den nu tidligere formand har siddet i byrådet i Rebild Kommune fra 2013 til 2021. Mellem 2017 og 2021 var han viceborgmester. 

Til Nordjyske fortæller Tommy Degn, at udmeldelsen er kulminationen på et længere forløb. 

- Man kan sige helt firkantet, har vi været helt uforstående overfor det snigløb, der er blevet lavet på Kristian (Kristian Thulesen Dahl, red.), lige netop hvor han var ved få vendt meningsmålingerne, og det var begyndt at gå frem igen, fortæller Tommy Degn. 

Under DF's nylige formandsvalg støttede medlemmerne fra Rebild Martin Henriksens kandidatur. Da Morten Messerschmidt blev valgt som formand, besluttede man dog at give den nye formand en chance for at skabe ro. 

- Det har så vist sig siden, at det finder ikke sted. Det fortsætter bare med larm og ballade og uro, lyder det fra Tommy Degn. 

Det springende punkt for Tommy Degn og de øvrige nu udmeldte medlemmer blev ledelsens håndtering af Kristian Thulesen Dahls afbud til DF's valgfest efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. 

- Den korte version er, at det egentlig er en simpel sag, der bliver dråben, der overbeviser os om, at der ikke kommer ro på med den ledelse, der er nu, siger det tidligere byrådsmedlem. 

På et møde onsdag besluttede fire ud af fem lokalbestyrelsesmedlemmer, at de ville forlade partiet. Sammen med Tommy Degn forlader Kurt Degn, Brian Søgård og Claes Varshøj Dansk Folkeparti. Tilbage sidder kasserer Niels Thomsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.