Vejarbejde

Først bliver det skidt - så bliver det forhåbentlig godt

Vejarbejde i krydset Randersvej/Langelandsvej sættes i gang i uge 38

Krydset Randersvej/Langelandsvej i Hobro er tit belastet i myldretiden, men bliver nu ombygget, så krydset efter fjordkommunens vurdering er fremtidssikret frem til 2030. Foto: Mariagerfjord Kommune
Krydset Randersvej/Langelandsvej i Hobro er tit belastet i myldretiden, men bliver nu ombygget, så krydset efter fjordkommunens vurdering er fremtidssikret frem til 2030. Foto: Mariagerfjord Kommune

I uge 38 begynder arbejdet med at etablere lyskryds og svingbaner i T-krydset Randersvej/Langelandsvej i Hobro.

Jørgen Hammer Sørensen, der er formand for udvalget for teknik og miljø i Mariagerfjord Kommune, forklarer, at målet med ombygningen er at skabe bedre fremkommelighed og fremme trafiksikkerheden i krydset.

- Som det er nu, er krydset tit belastet, hvor der især i myldretiden kan opstå lang ventetid for udkørsel fra Langelandsvej, før der opstår et ”hul” i den nord- og sydgående trafik på Randersvej, påpeger han.

Byrådet i Mariagerfjord Kommune har på den baggrund besluttet, at der fremover skal være et lyssignal i krydset.

Desuden bliver der på Langelandsvej etableret en venstresvingsbane mod syd og en højresvingsbane mod nord.

Der bliver også taget hånd om cyklisterne, som på Langelandsvej vil blive ledt frem i krydset ad en cykelsti.

Arbejdet går i gang i begyndelsen af uge 38, og det forventes at blive afsluttet sidst i november.

Trafik og anlæg i Mariagerfjord Kommune, der står for projektet, forventer, at trafikken vil kunne afvikles i begge retninger under arbejdet med krydset.

Men trafikanterne må forvente nedsat hastighed - og at der kan opstå mindre kødannelser under anlægsarbejderne.

Når krydset er ombygget, er det dimensioneret til at kunne afvikle den trafikmængde, der forventes at være i år 2030.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden