Politi

Nordjysk voldssag førte til dramatisk politiaktion: Mand ført væk i dna-dragt

Nordjysk voldssag førte til dramatisk politiaktion

Den anholdte mand på 30 år er torsdag aften i forhør i Aalborg.
Den anholdte mand på 30 år er torsdag aften i forhør i Aalborg. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 21:56

Et voldeligt overfald torsdag eftermiddag på en adresse i Havndal mellem Mariager og Hadsund udløste senere en dramatisk anholdelse i Over Hornbæk vest for Randers.

På opfordring fra Nordjyllands Politi, som kl. 15.24 modtog en anmeldelse af overfaldet i Havndal, der ligger tæt på politikredsens sydlige grænse, anholdt Østjyllands Politi en 30-årig mand på sin bopæl i et villakvarter i Randers-forstaden.

Ifølge TV2 Østjylland gennemsøgte politifolk i forbindelse med anholdelsen en Mercedes-personbil, før de førte 30-årig bort iført en DNA-dragt. Han blev efter anholdelsen kørt til Aalborg, hvor han torsdag aften er i forhør på politistationen.

Christian Tilsted, vagtchef hos Nordjyllands Politi, bekræfter anholdelsen. 

- En 36-årig mand blev overfaldet på en privat adresse ved Havndal. Vi anmodede derefter Østjyllands Politi om at foretage en anholdelse af en 30-årig mand, der bor i Over Hornbæk. Han er nu i vores varetægt, men ellers er der ikke meget, jeg kan sige om sagen, oplyser vagtchefen.

Hvilken tilstand, det 36-årige offer er i, er uklart.

- Jeg kan ikke sige noget om hans skader, siger Christian Tilsted.

Han oplyser, at der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den 30-årige onsdag skal fremstilles i grundlovsforhør.

Gå til relaterede emner

Forsiden