Fyrkatspil - nu under åben himmel

Optakten har bestemt ikke været uden problemer, men corona eller ej så er der 28. maj ”Orm og Guldfugl”-premiere på Fyrkat

Fra afsløringen af årets Fyrkat-plakat. Fredag 28. maj bliver det alvor.  Foto: Erik Røgild

Fra afsløringen af årets Fyrkat-plakat. Fredag 28. maj bliver det alvor. Foto: Erik Røgild

Selve stykket ”Orm og Guldfugl” blev også opført på Fyrkat i 2001, men det er så til gengæld næsten også det eneste, der ikke er forandret, når Amatørteatret Fyrkatspillet fredag 28. maj inviterer til premiere på årets forestilling.

For første gang i Fyrkatspillets historie rykker aktørerne i år udenfor Fyrkathuset - for at publikumsforholdene på den måde kan leve op til de gældende corona-restriktioner.

Det traditionelle Fyrkat-taffel har ligeledes måttet ofres på coronaens alter - til fordel for et mere corona-venligt traktement i form af grillpølser og brød.

Og selve prøvearbejdet er langt hen ad vejen foregået online - indtil der i starten af april endelig blev åbnet op for, at årets Fyrkat-hold kunne mødes rent fysisk på Fyrkat og begynde at stykke 2021-udgaven af ”Orm og Guldfugl” sammen til en helhed.

- Sagt med et enkelt ord har det været en meget anderledes optakt til Fyrkatspillet i år.

- Ikke bare har vi måttet afvikle stormøder og prøver digitalt. Vi har også længe gået og følt os usikre på, hvordan retningslinjerne ville komme til at se ud - og hvad vi i det hele taget måtte, når det blev tid til premieren.

- Til gengæld kan man måske sige, at den enkelte skuespiller i år i endnu højere grad har haft tid og mulighed til at leve sig ind i sin karakter.

- Det tænker jeg også, publikum vil kunne fornemme, når vi 28. maj opfører den første af i alt 15 planlagte forestillinger, siger formand for Amatørteatret Fyrkatspillet, Michelle Møller Danum.

Tråde til vor tid

Stykket ”Orm og Guldfugl” blev i sin tid skrevet til Fyrkatspillet af nu afdøde Ebbe Kløvedal Reich.

Handlingen i forestillingen udspiller sig i 986, lige før og efter, at Harald Blåtand døde, og Svend Tveskæg afløste ham som danernes konge.

På det overordnede plan handler “Orm og Guldfugl” om overgangen fra asetro til kristendom - og om de indbyrdes stridigheder mellem Harald Blåtand og Svend Tveskæg i den forbindelse.

På det mere jordnære plan er stykket en fortælling om Hobros undfangelse, om hverdagsliv for over 1000 år siden - og om håbløs kærlighed mellem to unge af forskellig tro.

- I den forstand trækkes der i forestillingen også mange tråde op til vor egen tid.

- Tvangsægteskaber, som der tales så meget om i dag, var bestemt også noget, man kendte til i vikingetiden, bemærker Michelle Møller Danum.

I alt er der 19 medvirkende med i årets Fyrkat-forestilling - heraf to, som også var med, da ”Orm og Guldfugl” første gang blev opført på Fyrkat i 2001.

Mogens Karmark spiller oven i købet samme rolle som dengang - nemlig som storbonden Ho, der ifølge Ebbe Kløvedal Reich efterfølgende har været med til at lægge navn til nutidens Hobro.

Jette Lund Thanning er til gengæld steppet et trin op på den sociale rangstige, siden hun for 20 år siden spillede rollen som kongsbondens hustru, Gerda.

I 2021-udgaven af ”Orm og Guldfugl” spiller Jette Lund Thanning nu i stedet rollen som Harald Blåtands kone.

Stort forarbejde

I alt bliver der plads til 120 tilskuere til hver af de 15 planlagte forestillinger på Fyrkat i perioden fra 28. maj og frem til 12. juni.

- Vi har godt kunnet fornemme, at mange har forholdt sig lidt afventende og lige har villet se tiden an i forhold til corona-retningslinjer mv.

- Men nu da corona-situationen er lidt mere afklaret, håber vi da bestemt, at der kommer lidt mere gang i billetsalget - og at folk i Hobro og omegn på den måde vil være med til at bakke Fyrkatspillet op.

- Jeg kan i hvert fald sige, at der på forhånd er gjort en stor indsats fra alle involverede - herunder også kommunens ”Team Vaks”, som igen i år har været en uvurderlig støtte for os her i ugerne op til premieren, fremhæver Michelle Møller Danum.

Som noget helt nyt er der i år mulighed for at få en alternativ Fyrkat-oplevelse, når ”Orm og Guldfugl” lørdag 5. og lørdag 12. juni opføres som midnatsforestilling med start kl. 23.

- Vi tænker, at det måske kan være med til at skabe en helt særlig - og måske også lidt mystisk - stemning i de smukke omgivelser på Fyrkat, nævner en spændt og forventningsfuld Michelle Møller Danum

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.