Gymnasial uddannelse

Gymnasium har fået sit første tilfælde af corona - men rektor slipper for at sende elever hjem

Arrangement om det amerikanske præsidentvalg gennemføres. Eleverne må ikke overnatte, men sendes hjem klokken 22

Rektor Søren Urup, Mariagerfjord Gymnasium, har skrevet ud til eleverne om det første tilfælde af corona-smitte. Han slipper for at sende elever hjem. Arkivfoto: Peter Broen
Rektor Søren Urup, Mariagerfjord Gymnasium, har skrevet ud til eleverne om det første tilfælde af corona-smitte. Han slipper for at sende elever hjem. Arkivfoto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Opdateret kl. 10:01

Mariagerfjord Gymnasium i Hobro slipper for at sende elever hjem, selv om gymnasiet netop har fået sit første tilfælde af corona-smitte hos en elev.

Et arrangement på gymnasiet tirsdag aften i anledning af det amerikanske præsidentvalg kan også gennemføres, dog bliver det uden overnatning og slutter allerede klokken 22.

- Situationen er særlig, fordi eleven, der er smittet med corona, ikke har haft sin daglige gang på gymnasiet i et stykke tid, forklarer Søren Urup, rektor på Mariagerfjord Gymnasium.

Rektor har, som det er kutyme, når der konstateres corona-smitte, kontaktet Styrelsen for Patientsikkerhed, som har givet råd og sparring.

- Hvis det havde drejet sig om en elev, der havde været i skole helt normalt, skulle vi have sendt et antal elever hjem - afhængig af, hvilke valgfag og lærere eleven havde haft - og vi skulle have sat gang i en smitteopsporing. Det er ikke aktuelt i dette tilfælde.

- I forhold til de tidsmarginer, som Styrelsen for Patientsikkerhed opererer med, har eleven ikke haft kontakt med andre elever, mens vedkommende kunne smitte, siger Søren Urup.

Rødere og rødere

Rektor har en morgenrutine med at tjekke Statens Seruminstituts hjemmeside og følge udviklingen i covid-19-smitte i Mariagerfjord Kommune.

- Jeg tænker, det er træls. Vi kan se, hvordan det spidser til i Mariagerfjord Kommune, som bliver rødere og rødere, som dagene går. Det er også derfor, vi skriver til eleverne, som vi gør, at de skal huske at spritte borde af og bære mundbind.

Søren Urup roser eleverne for at gøre det godt med mundbind og håndsprit. Rådet om at holde afstand er dog svært at efterleve. Skolen har 600 elever og 60 ansatte og er bygget til meget færre, påpeger han.

- Forhåbentlig kan vi holde det stangen og på et niveau, hvor skolen ikke skal lukke ned. Vi kan se, at nogle gymnasier, for eksempel Aalborghus, har lukket ned, fordi smitten bredte sig, siger Søren Urup.

Det sociale lider nød

Rektor oplever, at eleverne lider under de mange restriktioner, der er for socialt samvær.

- Hele den sociale dimension bider os i haserne. Vi har været nødt til at aflyse brætspilscafé og frivillig undervisning, og et stort arrangement (tirsdag aften) i anledning af det amerikanske præsidentvalg, hvor eleverne plejer at følge med hele natten, må vi lukke ned klokken 22, fortæller Søren Urup.

I foråret var Mariagerfjord Gymnasium i lighed med andre skoler og uddannelsesinstitutioner lukket i et par måneder.

- Vi var nok mange, som havde haft en forventning om, at nu bliver det sommer, og når vi mødes igen, er alt, som det plejer at være. Sådan blev det ikke, men det er vilkårene, konstaterer Søren Urup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden