Ansættelsesaftale

Han skal gøre folkemøde i Mariager til en succes

Henrik Th. Andersen bliver manden, der skal samle trådene forud for - og under - ”Festival og Europe” i Mariager 22. maj 2022

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Henrik Th. Andersen i gang med at skrive under på aftalen, der gør ham til direktør for det europæiske folkemøde i Mariager i 2020, flankeret af borgmester Mogens Jespersen og viceborgmester Leif Skaarup. Privatfoto

Der er nu sat navn på den nye festivaldirektør, som i 2022 skal være med til at gøre det planlagte europæiske folkemøde i Mariager til en succes.

Valget er faldet på Henrik Th. Andersen, der kommer fra en stilling som Head of Event i Odense Sport & Event, hvor han har været ansvarlig for al kommerciel eventaktivitet.

Tidligere har Henrik Th. Andersen bl. a. været produktionschef i DGI-byen, adm. direktør i Fredericia Messecenter og strategisk planlægger i DR Koncerthuset.

Den nye folkemøde-direktør stammer oprindeligt fra Viborg, og sammen med hustruen, Lisbeth, der er gymnasielærer, har han tre børn.

- Det bliver en kæmpe udfordring at stå i spidsen for ”Festival of Europe”

- Jeg skal gøre en vild vision til virkelighed. Og det bliver med mange forskellige interessenter. Festivalen er for borgerne i hele EU, men tager selvfølgelig afsæt i Jylland, nærmere bestemt Mariager.

- Det er en vild vision, men det er også en vildt spændende vision. Og det er derfor, jeg har sagt ja til i denne omgang at arbejde med en mere værdipolitisk dagsorden.

- Jeg vil gerne være med til at gøre EU til ”vores EU”, og det får jeg chancen for her sammen med andre stærke kræfter - og med solid lokal opbakning, lyder det fra den nye festivaldirektør, der tiltræder 1. januar.

Foreningen ”Festival of Europe” blev oprindeligt stiftet af Leif Skaarup og Mogens Jespersen, hhv. viceborgmester og borgmester i Mariager Fjord Kommune.

Festival of Europa har en styregruppe bag sig, som formand for Europabevægelsen og erhvervskvinde Stine Bosse står i spidsen for, og det var også Stine Bosse, der sad å den anden side af bordet, da Henrik Th. Andersen var til den afgørende jobsamtale om jobbet som festival-direktør.

- Henriks job kommer til at være EU-samarbejdet i en nøddeskal, og han får sin sag for.

- Det her job kræver en diplomatisk ildsjæl, der kan jonglere med 27 lande og kulturer, og i sidste ende levere et konkret resultat inden for tidsfristen.

- Hvis han – og vi – lykkes, kan vi til gengæld efterlade et historisk projekt, som vil kunne leve i årtier her i Danmark, og danne idebank for lignende events i andre EU-lande, siger Stine Bosse.

Henrik Th. Andersen får som festivaldirektør fast base i Mariagers idylliske gamle rådhus midt i den historiske bydel, og selve festivalen er programsat til 22. maj 2022.

Visionen er at skabe et folkemøde, som vi kender det fra Bornholm – denne gang blot ”på europæisk”.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.