Har du købt lottokupon i denne nordjyske by: Sidste chance for at indløse millioner
For et år siden var der gevinst på en kupon købt i Rema 1000 - men gevinsten er aldrig blevet indløst
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:46
HOBRO: En lottokupon købt i Rema 1000 i Hobro gav sidste år i uge 14 gevinst. Nærmere bestemt var der syv rigtige tal på kuponen til en værdi af tre millioner gode danske kroner. Men gevinsten er aldrig blevet indløst, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Og på søndag er det absolut sidste chance for at hæve den store gevinst.
Danske Spil har efterlyst vinderen af gevinsten flere gange, men den er endnu ikke blevet præmiesøgt, og dermed heller ikke afhentet.
- Det sker heldigvis uhyre sjældent, at folk ikke indløser deres gevinster. Derfor gør vi også meget ud af at efterlyse vinderen, når det sker, lyder det fra administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, Pernille Mehl.
Hun opfordrer derfor alle, der bor i Hobro og omegn til at lede skuffer, skabe og andre steder igennem en sidste gang.
- Vi har hørt om folk, der fandt deres vinderkupon bag køleskabet eller krøllet sammen allerbagerst i handskerummet. Så den kan altså gemme sig mange steder den lille kupon, siger hun.
Pengene går tilbage til spillerne, så det er altså ikke nogen god forretning for Danske Spil, når folk ikke afhenter deres gevinster.
- Men tænk så ærgerligt det må være, at man endelig har købt en kupon med syv rigtige – og så man ikke får pengene. Det er jo næsten ikke til at holde ud at tænke på, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.