Da blodet rendte ud af næsen på Kim, gik det op for ham, at den var gal

- Jeg mærkede det ikke dengang. Eller måske gjorde jeg, men jeg slog det hen og undlod at reagere på faresignalerne, siger Kim Nielsen Ankerstjerne.

Her 11 år efter er han i fuld gang med at fortælle om sin tid som fotochef på Dagbladet Børsen. Selvom Kim fortæller med sin rolige, dybe stemme, mærker man tydeligt den høje puls og hektiske hverdag på landets største erhvervsavis. Det er en stor kontrast til, at vi i dag sidder tilbagelænet i hans hjem i Arden. 

På den anden side af vejen ligger skolen stille hen, mens eleverne er til undervisning. En enkelt bil kører forbi i ny og næ, og i baghaven udfolder sig 9.000 kvadratmeter moselignende skov. Stedet emmer af ro. En lysstråle trænger netop igennem maj-regnen, ind af vinduet og rammer det hvidmalede trægulv, da Kim fortsætter sin fortælling.

- I dag står det klart for mig, at jeg allerede på det tidspunkt var ved at blive syg. Det vidste jeg ikke dengang og heller ikke de næste mange år frem, siger Kim eftertænksomt. 

Han har haft god tid til at reflektere over det hele og vende hver en detalje. De seneste 11 år har han været trukket ud af samfundet og levet i en parallel verden, som han selv beskriver det, hvor en dyb, dyb depression åd ham op.  

Efter store overvejelser fortæller Kim nu hele historien om, hvordan en glad fodbolddreng fra Arden endte som fotochef på Børsen, hvad der knækkede ham, og hvordan 11 år med depression stjal hans liv. Men også om hvordan han fandt tilbage til sine rødder og fandt kilden til, at han langsomt kunne bevæge sig væk fra sit kulsorte sind. 

Kim rykker sig frem i stolen. Hans alvorlige mine afslører, at det næste påvirker ham meget. Vi er nået til historiens afgørende punkt, hvor det hektiske københavnerliv og hverdagen som chef, ægtemand og far krakelerer.  

- Det er så her, det for alvor begynder at gøre ondt, siger han og tager en dyb indånding.

Stille og indadvendt

Inden vi når til det afgørende punkt, tager Kim mig med tilbage til begyndelsen.

Det er nemlig også her i Arden, at hele historien begynder. Et stenkast fra Kims nuværende hus på Storardenvej ligger hans barndomshjem, hvor han voksede op med sin mor, far og lillebror.  

Kim smiler, mens han fortæller, hvordan han som dreng følte, at den nordjyske stationsby med omkring 2000 indbyggere var verdens navle. 

- Alt drejede sig om den her by. Min bror og jeg havde en selvforståelse af, at alt udspillede sig fra Arden, ler han. 

Generelt husker Kim sin barndom som god og tryg. Faren arbejdede som tømrer, moren som lægesekretær, og drengene spillede fodbold og fiskede i fritiden. 

Det lå bestemt ikke i kortene, at Kim skulle rykke langt væk fra byen for at tage billeder rundt i hele verden.

Gennem skolegangen var han en stille og indadvendt knægt, der bedst kunne lide at bruge tiden på fodbold. Han havde ingen større ambitioner om at blive til noget. Lige udover professionel fodboldspiller. I flere år spillede han også på højt plan, blandt andet i Randers Freja i 2. division, men landsholdstrøjen kom han aldrig i nærheden af. 

- Der var altid nogen, der var bedre end mig. Jeg øvede og øvede mig, men jeg blev aldrig god nok, siger den i dag 54-årige Kim.

Sideløbende med han forsøgte at udleve fodbolddrømmen, begyndte Kim i lære som tømrer. Det var mest noget, han gjorde, fordi forældrene mente, det var på tide, han kom i gang med en uddannelse, og så var de tilfredse.  

- Jeg var ikke særlig god til det. Jeg fik min svendeprøve, men det var med nød og næppe, fortæller Kim, der i dag mener, han kunne vinde prisen som Danmarks dårligste tømrer. 

Øjenåbneren

Da Kim fik sit svendebrev i hånden, var han allerede klar over, at han ikke skulle være tømrer. Det skulle ikke være levevejen for ham, som det var for hans far. Men han havde heller ingen ide om, hvad det så skulle være.

I noget tid famlede han rundt i blinde, men valgte så at tage på en tre måneders rejse til Sydamerika. For første gang i livet kom han for alvor væk fra Arden. 

- Det blev øjenåbneren for en helt ny verden, siger Kim. 

- Her mødte jeg pludselig mennesker fra forskellige lag, som anskuede verden og livet på en anden måde, end jeg selv gjorde. Det satte gang i en personlig rejse for mig. 

Det var også her hans interesse for fotografiet opstod. Han havde købt et lille kamera med på rejsen, der skulle indfange de unikke øjeblikke. Men da han kom hjem til Danmark og fik fremkaldt billederne, var de elendige. 

- Der var en masse dårlige billeder af solnedgange. Men på en eller anden måde tændte det noget i mig. Det gav mig lyst til at forstå det tekniske og finde ud af, hvordan man kunne indfange en smuk solnedgang, fortæller Kim, der gik i gang med at lede efter et sted, der kunne lære ham at mestre fotografiet. 

Det kunne en højskole i Svendborg, hvor han fik lov til at arbejde med billeder fra morgen til aften. Ligesom rejsen til Sydamerika blev højskoleopholdet endnu en øjenåbner for Kim. Denne gang i forhold til diversiteten af mennesker i Danmark, og hvordan en serie af billeder kunne fortælle deres historie - nogle gange bedre end med ord. 

- Jeg blev ligesom suget ind af de mennesker, jeg var sammen med. Det var en dannelsesrejse, der gjorde mig klogere på livet, på fotografiet og som satte gang i nysgerrigheden, husker Kim. 

Nu var der ikke længere nogen tvivl. Kim ville leve af at tage billeder.

Sammen med sin kæreste, som han havde mødt på højskolen, flyttede han til København. Her blev han en del af storbyens fotomiljø. Mange timer blev brugt i en mærk kælder på Linnésgade ved Nørreport Station, hvor han fremkaldte og fikserede fotografier i massevis.  

- Planen var at blive autodidakt fotograf. Jeg havde allerede nogle småjobs hist og her, men som tiden gik, kunne jeg godt se, at det ville blive svært at klare sig uden at have noget papir på det. Jeg følte mig heller ikke god nok endnu, fortæller Kim.

Tankerne om at søge ind som fotojournalist i Aarhus sneg sig langsomt ind på ham. 

En bølge af succes 

I stuen er væggene dækket med store, farverige malerier. Det ene, som fylder det meste af endevæggen, købte han for de første penge, han tjente som fotojournalist. Udover maleriets tavse historie, er der ingen tegn på, at han er fotograf. 

Ingen kamera. Ikke et eneste fotografi.

Det hele gemmer sig i husets overetage. Over de seneste par år har han etableret et mørkekammer på badeværelset, og på reposen har han indrettet et fotokontor. 

Når man ser de flotte fotografier hænge spredt ud på væggen, er det svært at forestille sig, at manden, der har taget dem, i store dele af livet har haft svært ved at tro på sig selv. Det samme gjaldt, da han søgte ind som fotojournalist på Journalisthøjskolen i Aarhus. 

Kim husker tydeligt optagelsesprøven. I flere måneder op til havde han siddet på biblioteket, øvet sig, og læst tonsvis af aviser. 

Alligevel tænkte han, at han ikke ville komme ind. 

- Med de 12, der bliver optaget om året, var chancerne små, og jeg var jo bare en knægt fra Arden. Jeg havde aldrig før været rigtig god til noget, siger Kim.

Men en dag lød et stort bump i lejlighedsentreen i København, og en stor konvolut røg ind ad brevsprækken. Han var blevet optaget. 

- Det var den vildeste følelse. Jeg fik en oplevelse af, at nogen kunne se noget i mig, og at de troede på mig. Lige pludselig troede jeg også på mig selv, mere end jeg nogensinde havde gjort før, fortæller han.

Kim rejser sig og går ud i køkkenet for at lave mere kaffe, mens han fortsætter med at fortælle om, hvordan studietiden var en af de bedste perioder i hans liv. Det er tydeligt at mærke, hvordan de forskellige perioder hver og en har haft en betydning og stadig har en plads hos ham. Glæden ved at komme ind på studiet kan stadig den dag i dag få tårer frem i øjnene på ham. 

Det var også her bølgen af faglige succesoplevelser for alvor begyndte, og selvtilliden voksede hos den lille ydmyge, stille knægt fra Arden, som nu var blevet en ung mand i slut 20'erne.

- Jeg kom i praktik på Politiken og fik gode, faste kontrakter hos JP/Politikens Hus, da jeg var færdiguddannet. Det føltes som at gå fra den ene succes til anden. Succes i den forstand, at jeg blev bekræftet i, at jeg faktisk godt kunne være med. Jeg havde niveauet, fortæller Kim. 

- Jeg blev så glad for livet og det arbejdsliv, der ventede mig. Jeg tænkte: "Hold nu op, det er her jeg hører til. Jeg har fundet min hylde."

Gennemgribende revidering 

Det var egentlig ikke, fordi Kim havde de store tanker om en vild karriere. Han red bare med på bølgen og tog imod opgaverne, der kom ind. Og opgaverne var mange. Der blev mindre og mindre tid til kæresten, der nu var blevet til hustru, og deres to små piger, som de havde fået i mellemtiden. 

For at komme ud af byen og få mere ro på, havde parret købt deres drømmehus i Holbæk. Det var her børnene skulle vokse op, og de skulle blive gamle sammen.

De havde også talt om, at Kim skulle skrue lidt ned og tage færre opgaver ind. De var enige om, at det ville være bedst for familien og ægteskabet, da telefonen ringede på en af Kims få fridage i 2005. 

Familien var på vej til Sverige på en weekendtur. Det var redaktionschefen på Børsen. De skulle have en ny fotochef og havde hørt, at Kim kunne være den rigtige profil. I branchen var han kendt for at være en kontant kritiker, samtidig med at han var god til at argumentere for tingene på en diplomatisk og ordentlig måde. Det var sådan en som ham, Børsen ledte efter. 

- Det var et stort tilbud, som jeg selvfølgelig blev tændt og nysgerrig på. Jeg gik allerede rundt i et vildt adrenalinsus, hvor jeg fløj fra den ene opgave til den anden. Så det her var et enormt selvtillidsboost på den bølge, jeg i forvejen red på, fortæller Kim, der ugen efter mødte op til en samtale og fik stillingen.  

- Det her var også en mulighed for at få faste arbejdstider, måske lidt færre timer, men samtidig bevare den høje faglighed, forklarer han. 

Men Kim skulle ikke bare være chef. Han skulle også stå i spidsen for en gennemgribende revidering af Børsens måde at bruge billeder på. Opgaven var klar, men omfanget af den skulle ende med at slide ham op. 

- Jeg kunne lige så godt have siddet med en kanyle i armen

De første år som fotochef på Børsen gik godt. En omlægning i brugen af billeder gav mange redaktionelle skvulp på vejen, men Kim brændte for sin sag og for første gang i Børsens historie var det lige så meget billedet, som det var rubrikken, der fik læseren til at stoppe op og læse artiklen. 

- Vi var progressive, men vi gik også lige til grænsen. Vi insisterede på at bruge de rigtige billeder og få gennemtrumfet det, vi ville have. Jeg tror virkelig, vi var irriterende. Men vi gjorde det jo for at få flyttet avisen, fortæller Kim om sit og kollegaernes arbejde.  

Men den progressive tilgang og de redaktionelle stridigheder var også hårde, og Kim tog flere og flere opgaver på sig.

- Jeg blev bare ved med at køre på. Jeg begyndte at tage arbejdet med hjem og søgte mere ind i arbejdsværelset, siger Kim og husker tilbage på, hvordan det gik udover familien og knagede i ægteskabet. 

Han nævner flere episoder, hvor han i dag kan se, at kroppen forsøgte at sige stop, men som han dengang slog hen. 

For eksempel var der oplægget, han skulle holde i forbindelse med en nytårskur. 

- Jeg stod med manuskriptet i hånden, men pludselig begyndte ordene og bogstaverne at forlade papiret og bevæge sig nedover scenekanten, fortæller Kim, der efterfølgende stod med et blankt A4 ark, tom for ord. 

Med tiden fik han også opbygget en rutine, hvor han hver eftermiddag søgte tilflugt i Aldi. Her brugte han fem minutters pause på at hælde 250 gram Haribo Matador Mix ned for at komme igennem dagens sidste timer.

- Jeg kunne lige så godt have siddet med en kanyle i armen. Jeg var afhængig af at få et stort skud sukker, fortæller Kim.

Sådan gik der måneder. Indtil han en dag stod med blodet rendende ud af næsen uden at opdage noget som helst.

- Jeg havde drevet mange projekter frem uden at eje dem, og nu mærkede jeg, at arbejdsglæden var væk. Det skræmte mig. Jeg havde jo redet på en bølge af glæde og energi i mange år, så jeg blev bange for, at den var forsvundet, siger Kim, som efterfølgende sygemeldte sig i en måned for at komme på fode igen.

- Jeg ville ikke indse, at jeg var ved at blive syg. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle tilbage som chef igen, siger han og holder en pause, der markerer, vi er nået til historiens afgørende punkt.  

- Men da jeg kommer tilbage fra sygemeldingen, fortæller de mig, jeg er fyret.

Ind og ud af psykiatrien 

Kim havde siddet med fingrene trykket ind i øjnene ved sit skrivebord i hjemmet i Holbæk i tre timer, da hans hustru, snart ekshustru, kørte ham på psykiatrisk skadestue for første gang i 2011. Det blev starten på 11 år ind og ud af psykiatrien. 

Efter fyringen gik Kims verden i sort. I dag kan han udmærket se, at han i årene op til fyringen levede i stresslignende tilstande, men selve fyringen blev den udløsende faktor, der trak ham ned i et sort hul. 

- Jeg kunne ikke bare sige: "Okay, det var det. Nu må du videre." Det slog mig helt ud, fortæller Kim. 

Udover fyringen begyndte resten af livet også at ramle for ham. Det harmoniske familieliv i Holbæk gik i stykker, han stod midt i en skilsmisse, drømmehuset skulle sælges, og for første gang siden rejsen til Sydamerika var lysten til at tage og arbejde med billeder fuldstændig væk. 

Det var på psykiatrisk afdeling i Holbæk, han hørte ordet depression første gang. Men ligesom med stressen, kunne Kim ikke selv se, hvor syg han i virkeligheden var. 

- Jeg tænkte, at det nok var som en brækket arm: "Giv mig en måned her, og så er jeg rask igen", siger Kim. 

Men sådan skulle det ikke gå.

- Jeg var gået fuldstændig kold. Min krop gik i dvale. Jeg havde ingen koncentrationsevne, og jeg kunne ikke være far for mine børn. Jeg var udbrændt, siger han.

Når Kim fortæller om de mange år med depression, flyder de på en måde sammen. Gennem årene kom han på forskellige antidepressive præparater, der i korte perioder stabiliserede ham, men aldrig fik ham ud helt af det hul, han befandt sig i. 

- Det var som om, der var en glasvæg mellem det, der foregik i virkeligheden og hos mig. Jeg kunne se, at der foregik noget, men jeg kunne ikke komme derud og være en del af det, forklarer han. 

Tilbage til fødebyen 

Kim tygger lidt på sine ord. Det er svært for ham at forklare alle depressionens mørke facetter og konsekvenser.  

Regnen er kommet igen, og det begynder at dryppe ind af vinduet i det ene hjørne af stuen. Dryplydene afleder opmærksomheden et kort øjeblik, indtil Kim igen tager ordet.

- Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev under på købsaftalen, smiler han og hentyder til det utætte vindue i det store hus, han nu har boet i siden 2016. 

- Det var gammelt og stort, mere end jeg kunne overskue at gøre noget ved, men jeg skulle bare hjem. 

Trods mange år på Sjælland, har Kim altid været meget bevidst om, hvor han hørte til, og hvor "hjem" var. Det var der, han fandt ro, og alle de gode minder fra barndommen gemte sig. Det var i Arden. 

Det var også det, der gjorde, at han fik tanken, at han måtte tilbage. Fem år ind og ud af psykiatrien i Holbæk havde ikke ændret noget for ham. Han var stadig fanget af depressionen, og med årene havde han blot isoleret sig mere og mere.

 - Depressionen trak mig væk fra de mennesker, jeg havde omkring mig. Så da jeg havde mest brug for nogen, var der ingen. Det betød også, at ingen kunne fortælle mig, hvor syg jeg var, for jeg var selv blind for, hvor slemt det egentlig stod til, siger Kim. 

For at finde frem til et liv, der igen var værd at leve, tog Kim beslutningen om at flytte tilbage til sin fødeby. 

- Det var en svær beslutning. Jeg havde brug for at gøre noget, komme tættere på min gamle far og min bror, men samtidig betød det, at jeg måtte leve med den sviende smerte, det er at forlade sine børn. Derfor gav jeg også mig selv et håndslag om, at jeg flyttede for at blive rask. Så jeg igen kunne være noget for dem, fortæller han.  

Hvor blev årene af?  

I begyndelsen fandt Kim langt fra den ro, han havde håbet på. Arden havde ændret sig, og Kim var stadig meget indelukket. I en af hans bedre perioder, havde han alligevel fået sig forvildet udenfor døren til en Sankt Hans-fest i byen, der endte med at gøre stort indtryk på ham. 

Til arrangementet stødte han på en gammel skolekammerat, som ikke længere lignede sig selv. Hans ansigt var blevet rynket og fuld af dybe fuger.

- Da jeg kom hjem, så jeg mig selv i spejlet, og det slog mig, at årene bare var gået. At jeg havde levet det her elendige liv alt for længe, og nu skulle det stoppe, fortæller Kim.

- Der skete noget i hovedet på mig - jeg gennemskuede depressionen. Det gik op for mig, at hvis jeg skulle ud af det, ville det ikke blive ved hjælp af medicin, læger og psykiatere. Der ville ikke komme nogen og redde mig. Det måtte jeg selv gøre. 

I samspil med psykiatrien i Aalborg begyndte Kim at finde glæden ved de små ting igen. En dag faldt han over en bog med fotos lavet på et gammelt storformatskamera fra 50'erne. Det rørte noget i ham, og i sit eget tempo begyndte han at skaffe kamera-udstyr, og badeværelset blev forvandlet til mørkekammer.  

- Jeg kunne pludselig holde dagene ud, fordi der var noget at stå op til, fortæller Kim.

I starten holdt han sig til at tage billeder i mosen, hvor ingen så ham. Men som tiden gik, bevægede han sig også ud på gaderne i Arden med kameraet hængende om halsen. 

- Jeg begyndte også at italesætte depressionen overfor andre. I stedet for at skjule mig, når jeg var ude at handle, blev jeg stående og fortalte ærligt om min situation, hvis der kom nogen, jeg kendte, siger Kim.

Glasset mellem ham og virkeligheden blev langsomt slået itu. Han fik det bedre og bedre. Så godt at han i julen sidste år blev afsluttet i psykiatrien, og i april i år kunne åbne dørene til sin fotoudstilling i Kulturhuset i Arden. 

Og så godt at han i dag med stolthed i stemmen kan sige:

- Jeg er ikke længere deprimeret.

- Jeg kan gå ud i Arden og sige, jeg er fotograf igen. Det kan godt være, jeg ikke lever af det, men jeg er fotograf, og det vil altid være en vigtig del i at holde mig væk fra depressionen. 

Når han i dag ser tilbage på de ofringer, han undervejs måtte gå igennem, ærgrer han siger over, at han ikke fandt vej ud af depressionen noget før. At der skulle gå 11 år, før han igen fandt glæden ved livet. Men mest af alt glæder han sig over, at han har fundet den.   

- Det krævede, at jeg fysisk flyttede mig og langsomt fandt frem til den selverkendelse, jeg har i dag. Nu skal depressionen ikke længere fylde i mit liv. Det har jeg ikke været klar til tidligere, men det er jeg nu.