Chokerede hundeejere søger svar: Hvem har skudt på King?
Den 10 år gamle Sibirian Husky måtte aflives, og nu vil hundeejere gerne have omstændighederne ved deres hunds død opklaret
Opdateret kl. 11:00
Et hundeejerpar i Arden er i chok. Deres elskede hund King af racen Sibirian Husky måttet torsdag formiddag aflives efter en særdeles grim episode.
- Det blæste voldsomt torsdag formiddag. Det betød, at vores elektriske port lige nøjagtig gabte så meget, at King kunne komme ud gennem porten. Det skete klokken godt 10.30. Han løb så ned ad vejen, forklarer Sascha Petersen, der sammen med kæresten Daniel Sivert Drastrup ejer King og yderligere en mindre hund.
Fra naboens videoovervågning ved de også, at King gik og snusede ud for nabohuset klokken 10.32.
Sascha Petersen skulle på apoteket og ud at handle. Hun havde netop fået parrets fem måneder gamle datter i tøjet og anbragt i barnestolen i bilen, da der kom en hjemmehjælper fra hjemmeplejen i Mariagerfjord Kommune og holdt ind ved parrets hus på Storarden Byvej lidt vest for selve Arden by.
- Hun kendte os og vores hund, og hun fortalte, at King lå lidt nede ad vejen og ikke kunne bevæge sig ret meget og slet ikke bagbenene. Så jeg skyndte mig ned for at se til ham, fortæller Sascha Petersen.
Her mødte der hende et trist syn. For 10-årige King ville naturligvis meget gerne løbe sin ejer i møde, men det kunne den ikke. Den slæbte hele bagkroppen efter sig.
- Hele bagpartiet var tydeligt lammet. Så han prøvede at bevæge sig rundt på sine forben. Jeg satte mig hos ham og tænkte, hvad fanden sker der her. Og så brød jeg ellers ud i gråd, lyder det ulykkeligt fra Sascha Petersen.
Hunden var i chok og rystede over det hele. Sascha Petersen forsøgte at berolige hunden, mens hjemmehjælperen sørgede for at trafikken blev ledt udenom stedet.
- Både hjemmehjælperen og jeg troede i første omgang, at King var blevet ramt af en bil, men det gav alligevel ikke rigtig mening. For så skulle han være ramt med høj fart, og det giver ikke mening på vores forholdsvis stille vej, og han lå på græsset og ikke ude på vejen, forklarer hun.
Hjemmehjælperen blev tilbage hos den skadede hund, mens Sascha Petersen fik sin datter ud af bilen igen. Datteren blev passet af svigerfar, mens Sascha løb tilbage til sin hund med et et tæppe. Hun fik også ved 10.45-tiden ringet efter sin kæreste, som kom hjem.
Da Daniel Sivert Drastrup kom hjem, fik de båret King hjem, inden turen gik til dyrlægen.
Her blev det konstateret, at der var tale om to mindre skudhuller nær Kings rygsøjle, og en røntgenfotografering afslørede tydeligt to hagl, som havde ødelagt Kings rygsøjle. Det var derfor, hunden ikke kunne bevæge bagkroppen. Der var ingen tegn på brud som efter en påkørsel med en bil.
Herefter blev det besluttet at aflive King.
- Vi blev spurgt, om vi havde nogle uvenner, men det mener vi egentlig ikke, vi har - i hvert fald ikke nogen, som ville kunne finde på noget så nederdrægtigt som at skyde på vores hund, siger hundeejerparret samstemmende.
Parret har også en mindre hund, der godt kan finde på at strejfe lidt, men det var ifølge Sascha Petersen ude på marker, hvor den ikke generer nogen.
- Vi vil naturligvis meget gerne høre fra vidner, der måtte have set noget til skudepisoden mod vores hund. Det er simpelthen for groft det her, mener parret.
- Vi vil meget gerne have opklaret, hvad der skete med King, som nu ligger begravet i min bedstefars skov, hvor en anden hund, vi har haft, også ligger, forklarer Daniel Sivert Drastrup, der oplyser, at sagen er meldt til politiet.
Hos politiet er meldingen, at sagen vil blive efterforsket - formentlig i næste uge.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.